Du har sandsynligvis oplevet perioder (kortere eller længere), hvor det er lykkedes dig at leve sundt.

Hvor kosten har kørt på skinner, hvor du har fået motioneret, og hvor du har oplevet følelsen af virkelig at være på rette vej. Virkelig at have følelsen af at det denne gang vil lykkes for dig at komme i mål med de forandringer, du ønsker dig.

Og få dage senere kan du sidde og tænke tilbage på en hel weekend, der har været fyldt med franskbrød, kanelsnegle og Ben & Jerrys-is.

Og du sidder med følelsen af ikke at ane, hvorfor det skete og hvordan du kommer videre. Krydret med følelsen af skyld og skam, toppet med lidt selvhad fordi du IGEN har ødelagt det hele for dig selv.

Først og fremmest skal du vide, at det aldrig handler om mangel på viljestyrke. Og at det ikke kan betale sig at være vred på dig selv over dit tilbagefald.

Tilbagefald kan du ikke undgå. Men du kan ændre på både frekvensen og varigheden af dem.

 

Først og fremmest skal du se nærmere på årsagen til, at du gik i gang med at spise. Og hér taler jeg altså ikke om at have spist en dessert til din nieces konfirmation – jeg taler om de dér tilbagefald, hvor du går “all in” og spiser uden nydelse, selvom du egentlig godt kan mærke, at du ikke har lyst til mere.

Der er altid en “udløser” af spisningen, og den skal du først og fremmest finde frem til.

Ofte handler det om helt fysiske årsager som søvnmangel, træthed, stress eller ustabilt blodsukker.

Men udløseren kan også være et skænderi med din partner eller en konflikt med din chef.

Alle ovenstående årsager, kan få dit ego til at overbevise dig om, at det bare er “sådan en dag”, hvor du “fortjener” at spise alt det, som du i virkeligheden kan mærke ikke nærer dig overhovedet.

 

Så start med at analysere, hvorfor du følte behov for spisningen. 

Havde du sovet for lidt? Havde du haft en stresset uge på arbejdet? Havde du presset din krop med for lidt mad? Havde du været i en konflikt, der gjorde dig vred, ked af det eller gav dig nogle andre følelser, du ikke kunne holde ud at mærke?

Jeg kan ikke love dig, at du, i samme øjeblik du finder frem til årsagen til spisningen, aldrig gør det igen, men første skridt er at blive opmærksom på “udløseren”. 

For denne opmærksomhed gør dig bevidst om, hvad du i virkeligheden har brug for, og fremover kan du begynde at øve dig på at opfylde dit reelle behov (mad, søvn, kærlighed, omsorg) i stedet for at overdøve det med søde sager.

 

Når du har gennemskuet din “udløser”, skal du gennemskue dine egne løgne.

Skriv alle de ting ned, som dit ego har forsøgt at bilde dig ind. F.eks.:

“Nu har jeg alligevel fejlet, så nu kan jeg lige så godt fortsætte resten af dagen”.

“Nu kan jeg lige så godt en gang for alle spise alle de ting, jeg har haft lyst til de sidste par uger”.

“Nu giver jeg den virkelig gas i denne weekend, og fra på mandag skal det være HELT slut”.

“Hvis jeg spiser store mængder på en gang, kan kroppen alligevel ikke optage alle kalorierne på en gang, så jeg kan lige så godt spise rigtig meget”.

 

Der kan være uendelig mange løgne forbundet med spisningen.

Når du har skrevet alle løgnene ned, så skriv et fornuftigt modsvar til dem alle sammen. F.eks.:

“Jeg har godt nok spist 2 stykker kage, men hvis jeg spiser en god sund aftensmad, har jeg slet ikke ødelagt noget. Og så vågner jeg glad i morgen med god samvittighed”.

“Der er ingen grund til at spise store mængder på en gang. Jeg vil meget hellere nyde lækkerierne, når jeg virkelig har lyst til dem”.

“Jeg ved udmærket godt, jeg kommer til at spise søde sager igen, så der er ingen grund til at bilde mig selv ind, at det aldrig kommer til at ske, hvis bare jeg overspiser en hel weekend”.

“Kroppen kan sagtens optage og lagre masser af de overskydende kalorier. Det har jeg prøvet før. Så jo mindre usundt jeg spiser, des bedre”.

 

Læg dernæst mærke til, hvilke underliggende kontrakter, du har med dig selv.

Dit udtalte ønske er måske at leve sundt og tabe dig. Skriv ned hvilke af dine handlinger, der for en udenforstående kunne tyde på det diametralt modsatte.

Skriv alle de handlinger ned, der går stik imod dit udtalte ønske om sundhed og vægttab.

Neden under dit udtalte ønske ligger et ubevidst ønske, der er stærkere. Så hvilket ønske tyder alle dine handlinger på, at du egentlig har?

Det ligger ikke nødvendigvis lige til højrebenet at afsløre dit ubevidste ønske. Det kan meget vel være noget, du skal tænke over. Og det kan godt være smertefuldt at afsløre.

Det kan være, at dit ubevidste ønske er at kunne kritisere dig selv – og det kan ikke lade sig gøre, hvis du når dit mål.

Det kan være dit ubevidste ønske er at slippe for at mærke, hvor skidt du har det i dit ægteskab – og mærker du de følelser, er du nødt til at handle på dem.

Kan du afsløre dit ubevidste ønske, er du virkelig nået langt. For så kan du begynde at arbejde på at opfylde det ønske på en anden måde end med mad.

 

Jeg siger ikke, det er nemt og smertefrit.

Og måske er du ikke klar til at gøre det stykke arbejde lige nu. Og det er helt ok!

Men så må du lade være med at slå dig selv i hovedet over, at du lever af marcipanbrød en hel weekend. 

Tænk over hvad dit første skridt kunne være, hvis du skal behandle dig selv mere kærligt og opfylde dine egne behov.

 

tilbagefald

 

Vil du høre mere fra mig?

 

Så tilmeld dig nyhedsbrevet (som du selvfølgelig når som helst kan afmelde igen).

Så får du også helt automatisk min lille e-guide med tips til vægttab og lækre opskrifter.

 

Tilmeld dig lige hér.

 

Vil du have fremtidige indlæg direkte i din indbakke?

 

Scroll helt ned på siden. I højre hjørne kan du indtaste din mailadresse – så bliver alle nye indlæg og opskrifter sendt direkte til dig.