Der er omtrent en måned til juleaften, og det er så småt tid til at skrive ønskesedler og købe julegaver – hvis ikke du allerede har gjort det.

Forbavsende mange voksne har svært ved at skrive ønskeseddel, måske fordi de fleste af os bare køber det, vi har brug for. I mange år har min søster og jeg trukket lod om, hvem af os der skulle give min far Maylandkalenderen, og hvem der skule give ham patronen til fyldepennen – og så kunne vi fylde op med sokker og chokolade…

Når jeg skriver ønskeseddel, skriver jeg gerne ting på, som jeg selv er for nærig til at købe. Ikke nødvendigvis fordi, de koster en formue, men når jeg står med en bøtte te eller en flaske olie til over 100 kroner, kan jeg godt blive lidt stram – og så er det dejligt at kunne skrive den ekstra luksus på ønskesedlen.

Er du en af dem, der har svært ved at komme på julegaveønsker, får du her mine bud på, hvad du kan skrive på sedlen.

Der er både dyre og billige forslag på listen – og lad mig understrege, at de indsatte links er mere eller mindre tilfældige, og at jeg ikke på nogen måde har økonomiske interesser i nedenstående (bortset fra gentesten og onlineforløbet).

De dyre:

Gentest med kostvejledning – hvis du længe har ønsket dig gentesten, eller gerne vil give den væk, kan du nu få den som julegave. Jeg sender den til dig (eller den, som vil give dig den), så den kan pakkes ind og lægges under træet.

Personlig træning – hvis du har svært ved at få din træning til at køre, vil jeg virkelig anbefale en personlig træner i en periode. Jeg mener ikke bare en programlægning, men en person, der står ved siden af dig, er opmærksom på din teknik og presser dig lidt. I mange fitnesscentre fås klippekort til en rimelig pris.

Kettlebells – hvis du helst vil træne hjemme, er kettlebells et godt køb.  Hos Anna Bogdanova kan du se videoer af relevante øvelser. Hvis du er nybegynder, er det dog altid en god idé, at finde en instruktør, der kan justere din teknik.

Pulsur – hvis du (ligesom jeg) kan bilde dig selv ind, at du træner enormt hård og sprinter alt, hvad du kan, men inderst inde godt ved, at du snyder dig selv, er et pulsur et godt redskab. Når jeg løber, sørger jeg for, at min puls ikke kommer under 160 slag pr. minut, og det sker ganske ofte, hvis ikke jeg har pulsuret på. Det kan også bruges til styrketræning og holdtræning, så du sikrer dig, at intensiteten forbliver høj.

Body sds behandling – det er en af de vildeste behandlingsmetoder, jeg har prøvet. Kroppens spændinger frigøres ved hjælp af tryk og ledmanipulationer, samtidig med at følelsesmæssige faktorer inddrages. Prøv det!

Wilfa blender – hvis du ikke har en blender, er det denne hér, du skal have fat i. Den er stort set lige så effektiv som blendere til mange tusinde kroner, kanden er af glas, og effekten er 1200 watt.

Livsstilsændring – hvis du vil have støtte til at omlægge din kost efter nytår, kan du ønske dig deltagelse på mit onlineforløb, hvor vi integrerer alle de gode vaner en for en – på en nem og overskuelig måde.

De billige:

Valnøddeolie – billig er den ikke, men den smager simpelthen så godt på råkost og grove salater. Jeg kommer en vaniljestang i flasken og bruger den også til frugtsalat.

Foam roller – balancetræning og selvmassage. Og nu skal I ikke begynde at spørge mig, hvordan jeg bruger den, for den står nemlig på MIN ønskeseddel, så jeg har endnu ikke haft fornøjelsen af at teste den.

Løv te – hvis du ønsker dig lidt ekstra luksus engang imellem. Alene dåserne er jo bare så fine, og teerne smager virkelig godt.

Badebørste – hvis du er til tørbørstning som daglig selvforkælelse, er denne børste rigtig dejlig. Tørbørstning er en af de vaner, der hurtigt glider ud i sandet for mig, men jeg arbejder på at få genindført den – det er en dejlig måde at “vække” kroppen på om morgenen.

Skriv gerne en kommentar nedenfor, hvis du har andre gode forslag til sundhedsfremmende julegaveønsker.