Da jeg var 12 år flyttede vi fra den by, jeg havde tilbragt min barndom i, til indre København. Da jeg startede på en ny skole og skulle finde nye kammerater, gik det op for mig, hvor stor forskel, der kan være på måden at omgås hinanden på i forskellige miljøer. Tonen, især drengene og pigerne imellem, var hårdere, end jeg var vant til, klassen var delt op i ”kliker”, og tøj og hår skulle se ud på en bestemt måde. Der var ikke faste pladser, så hver dag skulle jeg ”skaffe” en sidekammerat, hvis ikke jeg ville sidde alene.

Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at passe ind. Jeg klippede mit hår, købte det tøj, jeg troede, var rigtigt og prøvede at være ligesom de andre. Men jeg havde konstant en følelse af, at det ikke lykkedes. Jeg var ikke udenfor. Mine klassekammerater var sikkert slet ikke klar over, hvor skidt jeg havde det.  Og de var ikke hverken tarvelige eller ondskabsfulde, men jeg følte hele tiden, jeg skulle leve op til nogle idealer, jeg ikke kendte. At jeg hele tiden kæmpede for ikke at være ”forkert”, men aldrig blev klar over, hvad ”det rigtige” var.

Jeg skiftede skole igen efter kun et par måneder. Til en skole hvor jeg kunne genkende de sociale koder. Hvor tøj, hår og make-up ikke var så vigtigt. Hvor man kunne være venner med alle – selvom der naturligvis var nogle, man tilbragte mere tid med end andre. Jeg har smidt alle eksistrende billeder af mig fra de tre måneder ud. Jeg lignede en narkoman med store sorte rande under øjnene. Heldigvis faldt jeg på alle måder godt til i København og havde nogle meget harmoniske teenageår (selvom min mor måske vil påstå, at jeg var mere end almindeligt umulig).

Da jeg var 19 fik jeg en kæreste. Jeg var egentlig ikke specielt interesseret i ham, men han var meget stædig og vedholdende, så efter et stykke tid fik han mig overbevist om, at det skulle være os.

På en eller anden måde fik han mig altid til at føle, at jeg ikke var god nok. At jeg ikke var pæn nok, slank nok, at mit tøj ikke var passende. Lige da vi havde mødt hinanden, fortalte han meget om sin tidligere kæreste. Om hvor smuk hun var, og om at hun ofte blev stoppet på gaden og spurgt, om hun var model. At dømme efter billederne han havde af hende, var hun temmelig gennemsnitlig, og desuden var deres forhold gået i stykker, fordi han fandt en liste over de mænd, hun havde været i seng med – og han selv figurerede som den fjerde-sidste.

Men jeg troede på, at hun var meget pænere end mig. Da vi var sydpå, troede jeg også på, at det var ham de spanske mænd dyttede af, fordi han havde så store arme, og ikke mig med det lange, lyse hår og de slanke, solbrændte ben. Og jeg troede på en masse ting, som, jeg i dag ved, overhovedet ikke var sandheden.

Af en eller anden årsag (jeg forstår ikke hvorfor) flygtede jeg ikke langt væk. Næh, jeg forsøgte at være så perfekt, så jeg kunne leve op til hans forventninger. Ligesom da jeg var 12 år og lige havde skiftet skole, forsøgte jeg at være ”rigtig” og passe ind. Denne gang var jeg bare godt klar over, hvad det rigtige var. En perfekt, veltrænet, slank krop med tydelige mavemuskler. Langt (meget langt) lyst hår, evigt solariebrun med vellakerede negle og perfekt make-up. Jeg havde en fantastisk krop, men jeg var utilfreds, kæmpede konstant for at tabe mig og stræbte efter endnu større perfektion.

De to perioder har haft stor betydning for min personlighed. Jeg vil stadig gerne være ”rigtig” og griber mig selv i at ville leve op til andres forventninger i stedet for at være ”mig”.

Jeg stiller meget store krav til mig selv og er tit bange for at være for ”meget”, for ”lidt”, for ”sund” for ”usund”, for ”holistisk” eller for ”videnskabelig”. Jeg har mange gange ladet som om, jeg hørte Prince og Bon Jovi, selvom jeg i virkeligheden elskede Take That og Melodi grand prix. Og jeg har læst bunker af Pontoppidan, Herman Bang og Rifbjerg, selvom jeg hellere ville flyde på sofaen med en krimi.

Men alle folk har forskellige forventninger, så uanset hvem jeg prøver at tilfredsstille, skuffer jeg nogle andre. Jeg kan ikke gøre alle tilfredse. Men jeg kan gøre mig selv tilfreds. Og det kan jeg kun gøre ved at acceptere både mit udseende og min personlighed. Så jeg arbejder hver dag på at give mig selv lov til at være ”mig”. Også når jeg er grådig, misundelig og utålmodig. Også når jeg ikke har make-up på og ikke trækker maven ind. Jeg er ”mig” og det er ok.

For mig er en sund livsstil ikke nødvendigvis at være perfekt. Det er ikke nødvendigvis at spise den korrekte mængde kulhydrat og træne det rette antal gange om ugen. For mig er sund livsstil at passe på sig selv. Både fysisk, kropsligt og mentalt. Og at piske og presse sig selv til perfektion uden at se nærmere på, hvordan behovet for perfektion er opstået giver ingen mening for mig.

 

Alle de redskaber, jeg selv bruger, deler jeg med dig på mit onlineforløb. Læs om det hér.

 

Tak fordi du læste med!

FSK2403147726

 

Vil du have mere inspiration?

Se alle mine e-bøger, online workshops, bøger og forløb hér ->

 

Vil du høre mere fra mig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, så du får min serie af e-mails med mine bedste råd til at få både en krop og et liv i balance

Du får samtidig et gratis uddrag af min bog Sunde vaner Smuk figur.

Du tilmelder dig hér ->

 

Skal vi følges på de sociale medier?

Find mig på Facebook, på Instagram, på Twitter, på Pinterest og på You tube