For et par dage siden havde jeg fornøjelsen af at være inviteret til brunch hos Thomas Rode og hans kone Thilde Maarbjerg  i forbindelse med lanceringen af deres nye bog Palæo – stenalderkost og træning.

Eventen var arrangeret af Berit Lund, som i øvrigt skriver ganske underholdende, hvis nogen skulle have lyst til at kigge nærmere på hendes blog. Jeg var i hyggeligt selskab med blandt andet Anna Bogdanova og Suzy Grundahl, der lige nu er bogaktuel med Retrokuren. Og så er det jo bare altid en fornøjelse at spise med folk, der overholder reglen om, at maden skal fotograferes, inden den skal spises.

Det var et hyggeligt, uformelt arrangement med Hr. Rode i bare tæer med viskestykke om halsen, og vi blev selvfølgelig forkælet med alt fra Bulletproof coffee (i denne udgave også tilsat kakaosmør) til stægt flæsk.

 

foto 1

 

foto 2

 

foto 3

Jeg bliver altid imponeret, når jeg møder folk, der virkelig “vil” deres livsstil og ikke er blege for at investere i kaffe til 165 kroner for 340 gram bønner – eller for den sags skyld købe 20 kyllingeoverlår fra økoslagteren på Kultorvet. Og af alle de kloge spørgsmål, jeg kunne have stillet Hr. Rode, hørte jeg mig selv spørge, om han ikke engang imellem kom til at æde 10 nybagte brioche med smør inde på Kong Hans. Det kunne han heldigvis bekræfte – men det skete ikke så ofte (Nej nej, det gør det jo heller ikke for os andre, vel?…).

Bogen er lækkert layoutet og indeholder helt utrolig mange opskrifter. Nu er manden jo kok, så vi er i de fleste tilfælde ude i nogle avancerede ingredienser og opskrifter.

 

Således vil nybegynderen måske føle sig lidt overvældet, men der er masser af inspiration at hente, og jeg har en fornemmelse af, at jeg i hvert fald selv kan udvikle mine evner i et køkken.

F.eks. skal jeg da klart springe ud i at lave min egen karry og sylte mine egne andelår.

Bogens vejledende udsalgspris er 300 kroner, men der er lidt at spare på nettet. Se f.eks. hér.