Kender du de dér perfekte typer på Facebook og andre sociale medier, der konstant poster billeder af smukke børn, lækre kager og sunde måltider? Og opslag om deres børns 12-taller eller om deres ture til fitnesscenteret?

 

Der får dig til at blive lidt træt af dit eget leverpostejfarvede liv?

Og måske giver dig lidt dårlig samvittighed?

 

Faktisk kender jeg ikke den type.

 

Men jeg har lagt mærke til et temmelig højt antal opslag på Facebook, der bliver irriterede på dem.

Og som føler behov for at skrive, at deres liv i hvert fald ikke er en dans på roser, og at det da må være dejligt at være en af de “perfekte”.

Efterfølgende går kommentarfeltet amok i enighed om, at de mennesker slet ikke er så perfekte, som de giver udtryk for, og at de poster den slags opslag, fordi de inderst inde har det dårligt med dem selv.

 

Og det, synes jeg, er interessant!

 

De mennesker, som poster billeder af nybagte boller og opslag om deres børns 12-taller, gør det jo ikke for at få andre til at føle sig forkerte eller blive utilfredse med deres tilværelse. Eller for at lyve og lade som om, deres forfærdelige liv er fantastisk.

(Skulle du have en eller flere af sådanne Facebook-venner, så brug unfriend-funktionen.)

De gør det fordi de er glade og stolte. 

Og hvis de frembringer nogle følelser i dig med deres opslag og billeder, er det formentlig fordi du har noget værdifuldt at hente.

 

Når vi er ude at rejse, udvælger vi de flotteste postkort at sende til vores venner

 

Nogle gange køber vi endda et postkort fra en by, vi slet ikke har været i, bare fordi solnedgangen på billedet er så smuk – eller er det kun mig, der har gjort det?

Okay, måske er der andre end mig, der er holdt op med at sende postkort, men jeg kan stadig huske dengang jeg gjorde det. Jeg var længe om at udvælge de fineste kort. Og jeg skrev om det dejlige vejr og de sjove oplevelser.

 

Og jeg gjorde det ikke for at mine venner skulle sidde og være kede af, at de kiggede ud på gråvejret. Eller for at skjule for dem, at der på trods af alle de gode oplevelser både var tiggere, lommetyve og herreløse hunde på feriestedet.

Jeg gjorde det da med de kærligste hensigter.

 

Er Facebook ikke bare blevet det nye postkort?

 

Hvor vi sender kærlige hilsner til vores venner med billeder og beskrivelser af de dejlige ting, der sker i vores liv? 

Og hvor vi også husker os selv på, at selvom vi er (uperfekte) mennesker med helt almindelige liv, så sker der ofte noget dejligt, som vi har lyst til at gemme?

 

Er du en af dem der bliver irriteret på de “perfekte” mennesker?

 

Så vil jeg huske dig på, at du ALTID skal navigere efter dine følelser. At du efter al sandsynlighed bliver irriteret, fordi der er noget i dit liv, du har brug for at justere.

I virkeligheden prøver du at løfte din egen energi ved at overbevise dig selv om, at de “perfekte” typer slet ikke er så perfekte i virkeligheden.

Og du gør det fordi du har svært ved at holde ud at være dér, hvor du er lige nu.

 

Men du vil ikke komme videre med den strategi

 

Du kommer ikke til at føle dig bedre tilpas ved at kritisere dem, der har det fantastisk. For lad os bare regne med, at de faktisk HAR det fantastisk.

Og det kan du også få!

 

Det skal du gøre for at få det fantastisk

 

I stedet for at bruge din energi på alt det du IKKE har, de kager du ikke kan bage, det træningscenter du IKKE har medlemskort til og den buket blomster du IKKE fik af din mand, så fokusér på alt det, du har!

For du har masser at være taknemmelig for. Find eventuelt en lille notesbog eller opret et dokument på din telefon og skriv hver dag tre ting ned, du er taknemmelig for. Eller skriv dem på Facebook 😉

 

Desuden skal du forsøge at ændre på de grundlæggende ting i dit liv, som du er utilfreds med

Og hér kan det godt gøre lidt ondt. For det er ikke nødvendigvis til at ændre med et fingerknips. Men spørg dig selv, hvad du egentlig ønsker dig og hvor du faktisk gerne vil være om f.eks. 1 år.

Og spørg så dig selv, hvilke små skridt du kan tage for at komme det nærmere.

 

Er du utilfreds med dit job, så find ud af, hvad det handler om. Er det arbejdstiderne? Chefen? Lønnen? Transporttiden? Eller noget helt andet?

Måske kan du ikke ændre alting fuldstændig lige nu, men du kan arbejde dig i den rigtige retning.

Og måske har du masser af omstændigheder, der gør dit liv ekstra udfordrende, men gør alt det, du kan. Også selvom det er helt små ting.

 

Og til sidst, så læg lige mærke til dine egne overbevisninger om at have det fantastisk. MÅ du egentlig det?

Eller har du lært, at livet “skal” være lidt hårdt og svært? Eller måske vil du ikke være en af de dér irriterende “perfekte” typer? Måske vil andre blive misundelige og sure på dig?

 

Læs om alle mine begrænsende overbevisninger om succes hér ->

 

Du FORTJENER at have det fantastisk! Hver dag!

 

Start allerede nu. Forpligt dig til at gøre din dag så fantastisk som muligt. Hvad skal der til?

Brug eventuelt mantraet “Hvis jeg elskede mig selv højere, hvad ville jeg så gøre”. 

 

Hvis du elskede dig selv højere, ville du måske gå på toilettet i stedet for at holde dig, til mødet var færdigt. Måske ville du købe et stykke fisk til din aftensmad, selvom resten af familien hellere vil have hakkebøffer. Måske ville du lade være med at melde dig til forældrerådet i 0.A. Måske ville du gå en tur i stedet for at støvsuge.

Brug mantraet resten af dagen. Og mærk forskellen!

 

Kunne du lide dette indlæg? Så MÅ du eje min bog Sunde vaner Smuk figur. Den indeholder nemlig MEGET mere af den slags. Plus alle de vægttabstips, du ikke anede, du havde brug for og vejledning til at sammensætte den “perfekte” kost (jo!).

 

Læs mere om Sunde vaner Smuk figur hér ->

 

perfekte mennesker på facebook

 

Læs mit tidligere indlæg om at bruge din misundelse til din egen fordel lige hér ->

 

 

Og husk lige at tilmelde dig nyhedsbrevet, så du får min splinternye serie af e-mails med mine bedste råd til at få både en krop og et liv i balance

Du får samtidig et gratis uddrag af min bog Sunde vaner Smuk figur.

Du tilmelder dig hér ->