Jeg ved godt, dette indlæg ikke er for alle.

Jeg ved, der sidder mange derude, der ikke har plads i husholdningsbudgettet til at spise for 100 kroner økokylling på en helt almindelig onsdag. Og der har jeg også selv været i mange år.

 

Men jeg ved også, at jeg har ganske mange læsere, der prioriterer økologi højt og har mulighed for at købe en del af deres fødevarer økologisk, men stadig får lidt kuldegysninger over at skulle give 35 kroner for et hoved blomkål eller 89 kroner for 6 små kyllingelår.

 

Derfor får du her en lille økoguide.

 

Den indeholder mine bedste tips til øko (og fritgående)-indkøb. Flere steder er den gode pris betinget af, at du køber større partier ad gangen, så del med din mor, dine kollegaer eller din nabo.

 

Kylling:

Jeg har været langt omkring i kyllingejunglen og er faktisk også blevet snydt af nogle lovprisninger af kylling, der blot viste sig at have lidt mere (indendørs) plads at boltre sig på end de konventionelle.
Men så faldt jeg over Økokyllingen.dk, hvor man kan købe større partier frossen økologisk kylling fra Sødam til gode priser. Bag Økokyllingen.dk står Tue, der vist er lidt af en ildsjæl, og kun tjener omkring 22 kroner pr parti kylling, han leverer – alt sammen for at holde prisen så lav at flere af os har mulighed for at vælge økologisk.

Det, synes jeg, er et koncept, der i høj grad er værd at støtte.

Efter mit sidste eventyr med et stort parti hele kyllinger, har min mand fået nok af at stå og pille kød fra ben efter hvert måltid, så han har fremover frabedt sig andet fjerkræ end kyllingebryst.

Og derfor har vi købt 10 kilo kyllingefileter – i alt 17 pakker med 5-600 gram kyllingebryst i hver – til omkring 1800 kroner inklusiv forsendelse.

Der sælges både hele kyllinger, fileter, lår og hakket kylling samt kasser med blandet indhold, og en levering indeholder mellem 5 og 10 kilo.
Jeg har solgt lidt ud til min mor og et par veninder, så jeg også har plads i fryseren til den halve gris, der snart ankommer til min adresse.

Nettos gourmetkylling fra Løgismose er et udmærket alternativ. Den koster 89 kroner og er ikke økologisk, men fritgående for foden af Pyrenæerne.

Opdatering: Siden jeg skrev dette indlæg, har Føtex fået økologiske kyllingefiletér i deres sortiment til omkring 70 kroner for 3-400 gram. I skrivende stund har de den første lørdag i måneden 25 % rabat på al økologi, så der kan man godt komme ned på en fornuftig pris.

 

Svinekød:

Sidste efterår fik vi en halv Skovlygris, og det får vi igen i løbet af den næste måneds tid.

Skovlygrisen er ikke økologisk, men de bruger dagen på at vælte sig rundt i mudderpølen hos Helga og Peter i Jordrup skov. Peter leverer selv grisen, der ankommer finparteret, så man selv skal pakke den i poser.

Til gengæld er prisen kun 34 kroner kiloet, og det er det bedste svinekød, jeg har smagt.
Sidste år fik vi “en hel” halv gris, men for det første fyldte kødet hele vores fryser og for det andet nåede jeg faktisk at blive lidt træt af at lave flæskesteg (det forstår jeg heller ikke helt selv), så denne gang deler vi med mine forældre.

 

Oksekød:

Nu bliver det desværre lidt lokalt, da jeg køber mit oksekød på en gård i nærheden. Men google er din ven!

Jeg er sikker på, der også ligger et gårdsalg nær dig, hvor du kan få lækkert kød til rimelige priser.
Oksekød køber vi på Højgaard, der ligger mellem Solrød og Roskilde. Kødet er ikke økologisk, men går frit i Karlslunde mose og bliver græsfodret hele året.

Hakket oksekød koster 65 kroner kiloet – det er altså billigere end Nettos økologiske – og hvis man har spendere-bukserne på, kan man få de lækreste bøffer og grillpølser.

Her er intet minimumskøb, og kødet er pakket i 500 grams-pakker, men vi køber nu altid mindst 5 kilo ad gangen, så vi ikke skal på indkøb for ofte.

 

Kalvekød:

Hos Naturkalv kan du bestille et månedsabonnement på økologisk, bæredygtigt kalvekød leveret direkte til din adresse.

Læs min anmeldelse af en prøvelevering fra Naturkalv hér ->

 

Fisk:

Jeg køber MSC mærket fisk, der sikrer, at fisken er fanget på bæredygtig vis.

Netto har både frosne rødspættefileter, frosne lakseportioner og torskerogn. Og i øvrigt også en glimrende, økologisk røget laks til en rigtig god pris.

 

Frugt og grønt:

Her sidder Aarstiderne.com vist på markedet, men jeg vil gerne slå et slag for Oekovejen.dk, der også leverer økologisk frugt og grønt, men til markant billigere priser.

Her får du kasser med 5 kilo økologisk frugt og grønt til henholdsvis 140 og 120 kroner. Desuden kan du vælge ekstra varer til absolut rimelige priser.
Det er ikke samme æstetiske oplevelse som hos Aarstiderne, hvor du får en trækasse med gulerødder med top og struttende salatblade. Varerne kommer i en papkasse og er pakket som i supermarkedet, og Oekovejen har ikke samme mængde specielle varer som Aarstiderne. 

Til gengæld får du en del flere varer for pengene.

 

Nødder og mandler:

Efterhånden kan økologiske frø og kerner fås til en rimelig penge i supermarkederne, men nødder og mandler er stadig rasende dyre.
Hos Buywholefoodsonline.co.uk er der mange penge at spare, hvis du kan aftage sække med 5 kilo mandler og nødder. 
Jeg plejer at dele en levering med min mor.

 

Husholdningsartikler:

Jeg er blevet ret begejstret for Nemlig.com. De har et meget stort udvalg af svanemærkede produkter – og økologiske varer i det hele taget, som man ikke kan få i Netto.

Og hvis det alligevel er Irma-priser, vi taler om, kan det godt betale sig at handle hos Nemlig.
På visse tidspunkter koster en levering kun 9 kroner, og der kan bestilles fra dag til dag.

 

Bind og tamponer:

Det sidste sted du vil have pesticider og blegemidler er på de sarte slimhinder.

Læs min guide til økologiske bind og tamponer hér ->

 

Har du flere gode økotips, jeg skal tilføje?

Så læg endelig en kommentar nedenfor!

 

042

 

Mere inspiration?

Se alle mine produkter hér

 

Vil du høre mere fra mig?

Så tilmeld dig nyhedsbrevet (som du selvfølgelig når som helst kan afmelde igen).

Så får du også helt automatisk et gratis uddrag af min bog Sunde vaner Smuk figur, hvor du kan læse mere om de 4 klassiske vægttabsfælder. 

Tilmeld dig lige hér.

 

Skal vi følges på de sociale medier?

Find mig på Facebook, på Instagram, på Twitter, på Pinterest og på You tube.