Da jeg var 12 år flyttede vi fra den by, jeg havde tilbragt min barndom i, til indre København. Da jeg startede på en ny skole og skulle finde nye kammerater, gik det op for mig, hvor stor forskel, der kan være på måden at omgås hinanden på i forskellige miljøer. Tonen, især drengene og pigerne imellem, var hårdere, end jeg var vant til, klassen var delt op i ”kliker”, og tøj og hår skulle se ud på en bestemt måde. Der var ikke faste pladser, så hver dag skulle jeg ”skaffe” en sidekammerat, hvis ikke jeg ville sidde alene.
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at passe ind. Jeg klippede mit hår, købte det tøj, jeg troede, var rigtigt og prøvede at være ligesom de andre. Men jeg havde konstant en følelse af, at det ikke lykkedes. Jeg var ikke udenfor. Mine klassekammerater var sikkert slet ikke klar over, hvor skidt jeg havde det. Og de var ikke hverken tarvelige eller ondskabsfulde, men jeg følte hele tiden, jeg skulle leve op til nogle idealer, jeg ikke kendte. At jeg hele tiden kæmpede for ikke at være ”forkert”, men aldrig blev klar over, hvad ”det rigtige” var.
Jeg skiftede skole igen efter kun et par måneder. Til en skole hvor jeg kunne genkende de sociale koder. Hvor tøj, hår og make-up ikke var så vigtigt. Hvor man kunne være venner med alle – selvom der naturligvis var nogle, man tilbragte mere tid med end andre. Jeg har smidt alle eksistrende billeder af mig fra de tre måneder ud. Jeg lignede en narkoman med store sorte rande under øjnene. Heldigvis faldt jeg på alle måder godt til i København og havde nogle meget harmoniske teenageår (selvom min mor måske vil påstå, at jeg var mere end almindeligt umulig).
Da jeg var 19 fik jeg en kæreste. Jeg var egentlig ikke specielt interesseret i ham, men han var meget stædig og vedholdende, så efter et stykke tid fik han mig overbevist om, at det skulle være os.
På en eller anden måde fik han mig altid til at føle, at jeg ikke var god nok. At jeg ikke var pæn nok, slank nok, at mit tøj ikke var passende. Lige da vi havde mødt hinanden, fortalte han meget om sin tidligere kæreste. Om hvor smuk hun var, og om at hun ofte blev stoppet på gaden og spurgt, om hun var model. At dømme efter billederne han havde af hende, var hun temmelig gennemsnitlig, og desuden var deres forhold gået i stykker, fordi han fandt en liste over de mænd, hun havde været i seng med – og han selv figurerede som den fjerde-sidste.
Men jeg troede på, at hun var meget pænere end mig. Da vi var sydpå, troede jeg også på, at det var ham de spanske mænd dyttede af, fordi han havde så store arme, og ikke mig med det lange, lyse hår og de slanke, solbrændte ben. Og jeg troede på en masse ting, som, jeg i dag ved, overhovedet ikke var sandheden.
Af en eller anden årsag (jeg forstår ikke hvorfor) flygtede jeg ikke langt væk. Næh, jeg forsøgte at være så perfekt, så jeg kunne leve op til hans forventninger. Ligesom da jeg var 12 år og lige havde skiftet skole, forsøgte jeg at være ”rigtig” og passe ind. Denne gang var jeg bare godt klar over, hvad det rigtige var. En perfekt, veltrænet, slank krop med tydelige mavemuskler. Langt (meget langt) lyst hår, evigt solariebrun med vellakerede negle og perfekt make-up. Jeg havde en fantastisk krop, men jeg var utilfreds, kæmpede konstant for at tabe mig og stræbte efter endnu større perfektion.
De to perioder har haft stor betydning for min personlighed. Jeg vil stadig gerne være ”rigtig” og griber mig selv i at ville leve op til andres forventninger i stedet for at være ”mig”.
Jeg stiller meget store krav til mig selv og er tit bange for at være for ”meget”, for ”lidt”, for ”sund” for ”usund”, for ”holistisk” eller for ”videnskabelig”. Jeg har mange gange ladet som om, jeg hørte Prince og Bon Jovi, selvom jeg i virkeligheden elskede Take That og Melodi grand prix. Og jeg har læst bunker af Pontoppidan, Herman Bang og Rifbjerg, selvom jeg hellere ville flyde på sofaen med en krimi.
Men alle folk har forskellige forventninger, så uanset hvem jeg prøver at tilfredsstille, skuffer jeg nogle andre. Jeg kan ikke gøre alle tilfredse. Men jeg kan gøre mig selv tilfreds. Og det kan jeg kun gøre ved at acceptere både mit udseende og min personlighed. Så jeg arbejder hver dag på at give mig selv lov til at være ”mig”. Også når jeg er grådig, misundelig og utålmodig. Også når jeg ikke har make-up på og ikke trækker maven ind. Jeg er ”mig” og det er ok.
For mig er en sund livsstil ikke nødvendigvis at være perfekt. Det er ikke nødvendigvis at spise den korrekte mængde kulhydrat og træne det rette antal gange om ugen. For mig er sund livsstil at passe på sig selv. Både fysisk, kropsligt og mentalt. Og at piske og presse sig selv til perfektion uden at se nærmere på, hvordan behovet for perfektion er opstået giver ingen mening for mig.
Alle de redskaber, jeg selv bruger, deler jeg med dig på mit onlineforløb. Læs om det hér.
Tak fordi du læste med!
Vil du have mere inspiration?
Se alle mine e-bøger, online workshops, bøger og forløb hér ->
Vil du høre mere fra mig?
Tilmeld dig nyhedsbrevet, så du får min serie af e-mails med mine bedste råd til at få både en krop og et liv i balance.
Du får samtidig et gratis uddrag af min bog Sunde vaner Smuk figur.
Skal vi følges på de sociale medier?
Find mig på Facebook, på Instagram, på Twitter, på Pinterest og på You tube.
Tanja Larsen
mar 28, 2014 -
Kære Tatjana
Sejt og modigt skrevet :0)
Kærlig hilsen
Tanja
Tatjana
mar 28, 2014 -
Tusind tak, Tanja – det er altid med lidt sommerfugle i maven, at man udgiver den slags indlæg <3
Kærlig hilsen Tatjana
Jane Bertelsen
mar 28, 2014 -
Søde Tatjana
Jeg kan slet ikke genkende dig i den beskrivelse – og tænker hvor har du båret på mange ting. Der var en fornøjelse at kende dig den gang, altid frisk og glad, håber det også var sådan du havde det?
Dit indlæg er flot, modigt, sårbart og ærligt skrevet.
Jeg følger jo lidt med i din færden, også når du er på TV 😉 – og det er fedt at kunne sige “hende kender jeg”
Bliv ved med at kæmp og del ud – det giver godt.
Hilsen Jane
Tatjana
mar 28, 2014 -
Åh, tusind tak for din kommentar, Jane <3
Jeg havde det fantastisk i jeres selskab! Vi havde jo i den grad et åbent og rummeligt forum, hvor der var plads til alle. Det var simpelthen sådan nogle skønne år <3
Knus fra Tatjana
Christina
mar 28, 2014 -
Hvor er det et stærk og gribende indlæg..! Mega sejt gået..
Kram og god weekend din vej
Tatjana
mar 28, 2014 -
Tak tak tak, Christina <3
Kærlig hilsen Tatjana
Frieda
mar 28, 2014 -
Super flot og modigt skrevet Tatjana – og det rører mig fordi det på flere punkter minder om min egen historie. At føle sig forkert igennem så mange år. Og så spændende med dem der kendte dig (og mig) fra dengang, som slet ikke kan genkende det billede man selv har – af sig selv, sin krop og den sorg man havde i sig… For det er jo ofte en usynlig tilstand, som man for alt i verden ikke vil blive afsløret i. Tak for at du deler, jeg ved du inspirerer mange ved det <3
Tatjana
mar 28, 2014 -
Tak Frieda! <3 I virkeligheden genkender de fleste nok følelsen af at føle sig forkert. Derfor er det et så fint og vigtigt arbejde du udfører, ved at lære unge piger at elske deres krop og personlighed.
Tak for dig <3
Thomas Roy
mar 28, 2014 -
Var vi de “slemme” eller de lidt bedre?
Tatjana
mar 28, 2014 -
I var så skønne 🙂
Men som sådan var det ikke “de andre”, der var noget galt med – jeg forstod bare slet ikke deres normer, og så bliver det godt nok svært at være en del af et fællesskab.
Jeg synes, vi havde nogle gode skoleår <3
Dan Løkke
apr 2, 2014 -
Flot og meget bevægende.
Af særlige årsager, ramte teksten mig dybt og tankerne svævede tilbage til en tid, hvor meget var anderledes.
Det lyder til, at kæresten kæmpede med sin egen identitet og havde sat overfladiske idealer over de mest grundlæggende værdier. At opmærksomheden var koncentreret de helt forkerte steder.
Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig, at han ikke værdsatte dig, selvom den selvoptagethed der kan følge med en sportsgren, hvor spejlet er et af de vigtigste redskaber, kan være altoverskyggende.
Jeg glæder mig nu over din succes og din lykkelige kernefamilie i dag og håber at disse “ungdommens udfordringer” ikke har sat sig som tunge ar på sjælen.
Mon ikke han retrospektivt fortryder de handlinger han dengang foretog og ville ønske at visse ting var sket anderledes?
Det kræver en stærk person, at vise hvor og hvordan man har været svag. Jeg har stor og anerkendende respekt for dit mod i dette indlæg!
Godt skrevet…
Dan
Tatjana
apr 3, 2014 -
Tak for din kommentar 🙂
Den viser mig, at det lykkedes mig at holde “bolden på egen banehalvdel” – det interessante er jo netop ikke andres handlinger, men min egen måde at reagere på dem.
Kærlig hilsen Tatjana