Efter min mening er en spiral-snitter et uundværligt instrument, når man gerne vil have masser af grøntsager.

Jeg bruger både spiralerne i salater, fordi de er dekorative, i wok-retter fordi de tynde strimler er lynhurtige at tilberede og som tilbehør til kødsovs og gryderetter i stedet for pasta. Min yngste nevø på 4 år forvekslede for nyligt squashspiraler med pasta og spiste lystigt squash i store mængder – omhyggeligt snoet om gaflen på ægte spaghetti-manér.

Jeg har i lang tid været glad for min spiralizer, men den fylder vel meget i skuffen – og skal i øvrigt ofte bestilles på nettet, da ikke mange butikker har den i sortiment.

Nu har isenkræmmerne imidlertid hørt vores bønner, for GEFU Spirelli er kommet i handlen (eller kommer senest i løbet af den næste måned). Den fylder kun lidt i skuffen og kan erhverves i Magasin, Bahne, Kop & Kande, Inspiration og Imerco for 249 kroner. Kvaliteten er lækker, og den er nem at bruge og rengøre, så jeg er allerede glad for mit eksemplar (og er desuden allerede begyndt at overveje, om der nu kan klemmes et vaffeljern ned i skuffen).

Og min mor er også glad, for nu har hun arvet min spiralizer.

 

Min e-bog om Juice og detox er på vej med masser af opskrifter på juice, greenies og smoothies samt gode råd til at få styr på overvægt, eksem, fordøjelsesproblemer m.m. Hold øje med nyhedsbrevet.