I går udkom Thorbjörg Hafsteinsdottirs bog Den ultimative anti age-guide på forlaget Peoples Press. Thorbjörg har flere udgivelser bag sig om, hvordan man holder sig ung og smuk på naturlig vis – og den smukke kvinde er jo selv et levende bevis på, at det kan lade sig gøre.
Bogen indeholder opskriften på, hvordan man på 28 dage opnår en smuk hud med sund glød uden urenheder, (så mange) rynker og poser under øjnene. Det lyder jo lovende!
Den ultimative anti age-guide gennemgår hudens opbygning og forklarer grundigt hvilken indflydelse usund livsstil, kaldet skønhedstyvene, har på huden. Dernæst følger et stort katalog over “Superskinfoods” med opskrifter indeholdende de fødevarer, der styrker hudens gendannende processer samt en oversigt over anbefalelsesværdige hudplejeprodukter. Så følger det 28-dages detoxprogram med kostplan, tilskud og yogaøvelser.
Detoxplanen er ikke for hvem som helst – den kræver både en ret høj grad af afholdenhed (kaffe, alkohol, kornprodukter, tørret frugt, ikke-økologisk fjerkræ/mælkeprodukter, okse- og svinekød m.m) og den kræver, at man er parat til at investere i diverse kosttilskud og antioxidantpulver. I den tredje uge af detoxprogrammet indtages udelukkende flydende kost, og ugen kulminerer med en “leverskylning”, som jeg omhyggeligt har beskrevet hér. Efterfølgende introduceres fast føde igen. Detoxforløbet indeholder også forskellige skønhedsrutiner som eksempelvis tørbørstning og yoga.
Jeg er slet ikke i tvivl om, at man får en smukkere hud af at følge detoxprogrammet. Men hvis man må opgive undervejs, beskriver bogen afslutningsvis forskellige invasive behandlinger såsom Botox, Restylane og laserbehandlinger.
Selve detoxprogrammet fylder kun en ganske lille del af bogen, så man skal ikke lade sig afskrække, hvis man ikke er til den slags. Bogen er et rigtig brugbart opslagsværk både med hensyn til hudplejeprodukter og fødevarer med positive egenskaber og giver inspiration til selvkærlige rutiner. Layoutet er meget lækkert og feminint uden at være for poppet.
Bogen koster 220 kroner og kan købes hos din boghandler eller hér