Jeg er så heldig, at jeg de næste 6 uger har fået selskab af Kia, der læser ernæring og sundhed på Suhrs Seminarium, hvor jeg også selv er uddannet. Kia mangler 2 år af sin uddannelse og er i praktik hos mig frem til efterårsferien. Hun deltager i alle mine gøremål såsom kostvejledning, skrivearbejde, møder og Tv-udsendelser (Ja, I hører nærmere), men hun skal selvfølgelig også lave lidt selvstændigt arbejde.
Vi har derfor planlagt, at hun skal skrive nogle blogindlæg om emner, der interesserer hende – der er f.eks. et indlæg om PCO i støbeskeen. Hun bliver også løbende målt med min BioSignature-metode og skriver en slags dagbog over forløbet. Men ikke mindst stiller hun sig til rådighed for jer læsere.
Den næste måneds tid kan du således helt gratis skrive til Kia med alle de spørgsmål, du har om kost, ernæring, ingredienser, opskrifter, tilberegningsmetoder, miljøfaktorer, forbrugerrettede problematikker – og endda om rengøring! Skriv også hvis du har forslag til emner, der skal tages op på bloggen.
Kia svarer på så mange spørgsmål, hun kan overkomme, og jeg sikrer mig selvfølgelig, at svarene er i overensstemmelse med mine anbefalinger. Spørgsmål og svar vil blive offentliggjort i det omfang, de er interessante for andre læsere.
Skriv til Kia på kialowcarb@outlook.dk
Birgitte Simonsen
sep 5, 2013 -
Hej Kia.
Hvor dejligt, at du står til rådighed for spørgsmål.
1) det er ret svært for mig at spise de store mængder kød, som skal til f.eks i palæo og tl dels også i LowCarb. Lige for tiden spiser jeg kød/ fisk til morgenmad og kan mærke det giver en supergod start på dagen. Jeg spiser f.eks kyllingebryst, stegt dagen før, laks, anden fisk . Jeg tåler desværre ikke mælk og større mængder æg (påvist ved blodprøver hos min læge), og jeg synes kippers og tun er for voldsomt til morgenmad
Har du nogen gode ideer????
2) hvad er din mening om at spise bælgfrugter f.eks i humus, bønnepostejer mm. Der er kommet nogle undersøgelser om, at der er planteøstroner i, der åbenbart er skadeligt for kvinder, vist især i den fertile alder.. I palæo undgår man det helt. Jeg ved ikke, hvordan det er i lowcarb? I øvrigt er jeg ovre overgangsalderen (er 54 år)
Glæder mig til dit svar.
De bedste hilsner
Birgitte
SundeMy
sep 5, 2013 -
Søde Tatjana!
Tusind tak for denne fantastiske mulighed (og ikke mindst en super hjemmeside)! Den vil jeg sikkert gerne benytte, og ville bare sige, at det lyder rigtig spændende med, at relevante spørgsmål kommer op på siden, så alle kan følge med. Virkelig godt initiativ – endnu engang tak og held og lykke til Kia!
Hilsen
SundeMy
Tatjana
sep 6, 2013 -
Tusind tak for alle de søde ord, SundeMy – dem er vi glade for 🙂
Kærlig hilsen Tatjana
Pernille
sep 13, 2013 -
Hej med jer 🙂
Jeg vil gerne spørge, om low carb og graviditet er et godt match? Har læst en del omkring at spise sig gravid og der anbefales low carb i store træk, men har ikke rigtig kunnet finde ud af, om man kan fortsætte, når man er blevet gravid? Kan I hjælpe? 🙂
Mvh Pernille