Mange kostvejledere og behandlere reklamerer med deres forrygende resultater ved at vise billeder af sig selv og deres klienter – superslanke og med en veltrimmet sixpack. Det er vel den krop vi alle drømmer om og stræber efter – også selvom vi har passeret midten af 30’erne og født et par børn? Er det ikke bare sund kost, træning og viljestyrke, der skal til, for at kroppen endelig makker ret og slipper de sidste 5 (10, 15, indsæt selv…) kilo?

Eller er det os, der skal justere vores idealer og acceptere, at kvindekroppen ikke nødvendigvis er konstrueret til sixpack og en fedtprocent på 18? Måske skal nogle af os lære at holde af vores lidt blødere kroppe, som mænd faktisk også holder af, og vælge tøj der klæder vores kurver i stedet for at rase over den muffintop, der bliver synlig i et par stramme jeans?

I særdeleshed, når vi nu ved, at vi har forskellige gener, der har indflydelse på vores kropssammensætning.

Det er usundt at være overvægtig – det er indiskutabelt. Og naturligvis skal vi arbejde med vores usunde vaner, vores overspisningsmønstre og vores tendens til at spise en plade chokolade, når livet går os imod. Hvis vi er overvægtige, skal vi arbejde på at skabe balance i kroppen fysisk og mentalt. Men hvis vi spiser sundt, bevæger os, er sunde og stærke og i øvrigt har det liv, vi ønsker os – bør vi så blive ved med at kæmpe mod 5 (10?) genstridige kilo i stedet for at glæde os over vores sundhed?

Ikke et ondt ord om veltrimmede kvinder – jeg synes det er smukt og klædeligt, når kvinder er slanke og muskuløse. Men det betyder ikke, at det er det ideal, vi alle skal stræbe efter, og at vi skal føle os forkerte, hvis vi ikke ser ligesådan ud. Mennesker og kroppe er forskellige, og ikke alle kvinder havner automatisk i en størrelse 36, selvom de på alle måder lever sundt.

Kan man overhovedet tillade sig at fortælle andre, hvordan de skal spise og træne, hvis man ikke selv kan leve op til idealet om en krop som en 20-årig? Alle de kvindelige kostvejledere, instruktører og trænere, jeg kender, bekymrer sig i en eller anden grad om, hvorvidt de er berettigede til at kost- og træningsvejlede andre, når de ikke selv er indehavere af den perfekte krop. Modtageren af kost- og livsstilsråd har jo behov for på en eller anden måde at identificere sig med afsenderen af budskaberne. Men hvor mange mennesker kan i virkeligheden identificere sig med den ultraslanke kvinde? Og hvor mange kvinder har overhovedet den perfekte krop?

Jeg har, ligesom de fleste andre kvinder, altid været ret optaget af de famøse 5 kilo. Jeg har kun i ganske korte perioder af mit liv været helt tilfreds med min krop. Og det har faktisk været i perioder, hvor jeg af forskellige årsager har været for ulykkelig (kærestesorger og den slags) til at spise ret meget.

Jeg har aldrig selv været overvægtig, jeg træner på daglig basis og spiser sundt. Men alligevel har der altid været et antal overflødige kilo, der har generet mig. Da jeg engang klagede min nød til min søster, sagde hun, at hun altid havde opfattet mig som “en sæl” – en fast og spændstig krop med et lag spæk jævnt fordelt, så det stadig var klædeligt. Det billede, kunne jeg godt selv genkende, men jeg ville hellere være (slank som) en ål end en sæl…

Billedet er taget inden dagens løbetur. Tidligere ville jeg aldrig flashe en bar mave, der ikke er supertrimmet, men jeg er faktisk efterhånden blevet tilfreds med min krop, som den er. (Men man kan godt se på mig, at jeg er helt vildt usikker med bar mave foran et kamera!).

Og “healthy” bliver aldrig det nye “skinny”, hvis ikke vi accepterer vores sælspæk – og også viser de mere kvindelige former frem. Jeg er 162 cm høj – og mit ego vil gerne overbevise mig om, at en passende vægt er under 60 kilo. (Regnestykket “højde minus 110” som idealvægt kører stadig i mit hoved – hvem opfandt egentlig det?) Dagens kampvægt er 66 kilo (okay, komma et eller andet, men det tæller ikke, vel?) – det er mere end min veninde på 180 cm vejer!

At jeg vælger at vise min bare mave er egentlig ikke et oplæg til debat om, hvorvidt det er pænest at være ål eller sæl, eller om kvinder bør være mere eller mindre muskuløse (eller endda om jeg er for slank til at have været utilfreds – “utilfreds” sidder nemlig ikke i kroppen, men derimod i hovedet), men snarere en invitation til at forsøge at vælge en anden tilgang til kroppen.

At (forsøge at) lade være med at kritisere os selv, fordi vi ikke ligner fotomodeller. 

Jeg vil i hvert fald gerne være med i kampen mod de urealistiske idealer.

Livet er for kort til at nærstudere deller – jeg er en sæl!

Hvis du vil høre mere fra mig, så tilmeld dig mit nyhedsbrev – så går du ikke glip af information om nyheder og tilbud.