De kvinder, der søger råd og vejledning hos mig, f.eks. som deltager på et af mine online vægttabsforløb eller ved et af mine foredrag, har flere fællestræk.
Et af fællestrækkene er, at de er meget uselviske og tænker meget på andre. De er kærlige mødre, hjælpsomme kolleger, arbejdsomme medarbejdere, opmærksomme hustruer og gode veninder. De er altid parat til at give en hjælpende hånd, når en i omgangskredsen har brug for det.
Det interessante er, at mange af dem samtidig har utrolig svært ved at bede om hjælp.
Man skulle jo tro, at alle disse hjælpsomme, kærlige kvinder havde en hel hær af kærlige hjælpere bag sig, der gav en hånd, når det var tiltrængt.
Det har de fleste af dem også, men de benytter sig sjældent af det. De er nemlig bedre til at give end til at modtage.
Og i al deres kærlige omsorg til alle andre mennesker glemmer de faktisk at drage omsorg for sig selv.
De bruger så meget energi på at være noget for andre og opfylde andres behov, at de ikke har tid til at opfylde deres egne.
De elsker at få anerkendelse for at være noget for andre. Og de måler ofte deres eget værd i, hvor meget andre har behov for dem.
Der er naturligvis intet forkert i at være hjælpsom, kærlig og omsorgsfuld. Men spørg dig selv, om du har fundet en balance, så du også har tid og overskud til dig selv.
Er der huller i dit program, så du også har tid til at gøre de ting, der fylder DIG op?
Og sørger du for at bede om hjælp, når du har behov for det?
Mange kvinder har “skygger” på egenskaber som egoistisk, selvisk, doven og selvoptaget. Det vil de IKKE være! Men som mennesker rummer vi alle egenskaber, og vi er nødt til at give plads til dem alle for at være “hele”.
Der er også fordele ved alle disse egenskaber.
Kan du rumme din egen egoisme, formår du at sige fra over for andre, hvis du har brug for tid til dig selv. Og kan du rumme din egen dovenskab, kan du tillade dig selv at slappe af i hængekøjen, selvom køkkengulvet trænger til at blive vasket.
Jeg mener selvfølgelig ikke, at du konstant skal opføre dig selvisk. Jeg mener bare, du skal finde en balance, hvor du ind imellem sætter dig selv først. Og det kræver, du kan rumme nogle egenskaber, du måske hidtil har dømt forkerte.
Mange kvinder drømmer om et liv med masser af lethed, nydelse, kærlighed og TID. Og arbejder benhårdt for at nå dertil, hvor det er muligt.
Men hvis du vil have mere tid og nydelse, er løsningen aldrig at knokle dig til den. Du vågner ikke op en dag og har et nydelsesfuldt liv med masser af tid. Du er nødt til selv at skabe det.
Derfor må du sætte tid af til det, du savner. Til det der nærer dig. Og måske er du nødt til at føle dig både doven og egoistisk, når du træffer det valg.
Hvis du selv mangler omsorg, overskud og kærlighed, kan du ikke blive ved med at give det til andre. Før eller siden “løber du tør”.
Måske kan du genkende følelsen af bare at være sur, tvær og træt. Ikke at kunne overskue alle dine gøremål og pligter og bare gå rundt og snerre af både mand og børn.
Den følelse indikerer, at du har givet for meget uden at modtage. At du er “løbet tør”, fordi du har hældt alt for meget i andres kopper uden at få fyldt din egen kande.
Den situation fandt jeg mig selv i for en uges tid siden. Jeg havde simpelthen haft for travlt og overhørt mit behov for pauser, ro og nydelse.
Jeg havde naturligvis en masse gode undskyldninger for, hvorfor jeg IKKE kunne sætte tid af til ro og afslapning lige netop nu. Der var både økonomi og andres forventinger til mig på listen over begrænsende omstændigheder.
Men jeg har lovet mig selv at lytte til mine behov, så der var ingen vej udenom.
For mig er gåture i smuk natur noget af det mest nærende og nydelsesfulde, jeg kan foretage mig. Så derfor brugte jeg nogle dage på lange gåture, hvor jeg tillod mig selv bare at “være”. Ingen planlægning, ingen krav – bare nydelse og omsorg.
Derudover fandt jeg tid til afslapning i min egen skønne have.
Og ja, det krævede at nogle planlagte ting måtte slettes fra mit program, og at jeg måtte håndtere følelsen af at være både doven og egoistisk.
Men jeg tror ikke, det kommer som en overraskelse for nogen, at det var det hele værd, og at jeg efter nogle dage havde genfundet min energi og mit overskud.
Og jeg er selvfølgelig blevet ekstra opmærksom på at fylde mig selv op og at lytte til mit behov for pauser.
Vil du høre mere fra mig?
Så tilmeld dig nyhedsbrevet (som du selvfølgelig når som helst kan afmelde igen).
Så får du også helt automatisk min lille e-guide med tips til vægttab og lækre opskrifter.
Vil du have fremtidige indlæg direkte i din indbakke?
Scroll helt ned på siden. Der er et felt, hvor du kan indtaste din mailadresse – så bliver alle nye indlæg og opskrifter sendt direkte til dig.