Rigtig glædelig 1. januar 2015!

Hvert eneste år i januar underholder jeg om, at jeg elsker nye begyndelser, og at jeg elsker nytårsforsætter.

For mig er nytårsforsætter ikke lig med at pine og plage mig selv og forsøge at blive det perfekte menneske.

For mig handler det om at mærke, hvad jeg har brug for mere af i mit liv og forsøge at give mig selv det.

Sidste år var mit nytårsforsæt at arbejde mindre, og året før var det at prioritere meditation og mindfulness.

På begge områder er der absolut stadig plads til forbedring, men jeg øver mig hele tiden.

I år er mit nytårsforsæt at være mere “mig”. Og det kræver nok en lidt nærmere forklaring.

Vi mennesker rummer alle egenskaber – både gode og dårlige. Nogle af vores egenskaber er vi stolte af at vise omverdenen, mens vi har andre – knap så charmerende – egenskaber, vi forsøger at skjule.

Vi vil hellere have, at andre opfatter os som gavmilde end som nærige, og vi vil hellere have, at andre opfatter os som kærlige end som kolde og afvisende.

Nogle egenskaber opfatter vi som så frastødende, at vi ubevidst overkompenserer helt vildt, for at andre ikke skal hæfte den egenskab på os.

“Meget kan du kalde mig, men jeg er i hvert fald ikke…”.

Sådan har jeg det med at være egoistisk. DET vil jeg i hvert fald ikke være.

Desværre har jeg derfor en tendens til at gå helt i den anden grøft og bruge for meget energi på at tilfredsstille andres forventninger til mig. Eller måske snarere at tilfredsstille de forventninger, jeg TROR, andre har til mig.

Der er ikke noget galt med at gøre noget for andre, hvis det føles godt og ærligt. Men når vi gør det, fordi der er “noget”, vi er bange for at være, skal vi justere. Og når vi ikke føler, vi kan være helt os selv, skal vi VIRKELIG justere.

Og det skal jeg til at gøre nu!

På den private front har jeg efterhånden arbejdet meget med at rumme – og turde vise – alle sider af mig selv. 

Men i mit professionelle liv har jeg brug for at justere. For at vise mere af mig selv.

Derfor vil der i fremtiden komme flere af indlæg som dette.

Indlæg der omhandler personlig udvikling, selvkærlighed samt inspiration og redskaber til indre balance.

Og jeg føler mig faktisk lidt egoistisk, for jeg kan se i “baglokalets” statistikker, at I helst vil have kage- og dessertopskrifter.

Det får I også – bare rolig! 

Men jeg har besluttet, at jeg i højere grad vil dele det, jeg synes, er vigtigt, fremfor det (jeg tror) I gerne vil have.

Jeg er et andet sted nu, end jeg var for tre år siden, da jeg startede bloggen, og det føles helt naturligt at indholdet hér på bloggen kommer til at afspejle det.

Dengang var det vigtigt for mig at finde alternativer til alle de desserter, der satte sig på mine sideben.

Nu er det vigtigt for mig at skabe den balance i min krop og i mit sind, der gør, at jeg ikke har brug for at spise dem.

Og jeg vil så utrolig gerne dele alle de redskaber, der kan hjælpe DIG til at opnå den balance. Så den slags indlæg kommer der flere af.

Jeg håber, du har lyst til at følge med i det nye år!

Rigtig godt nytår!

 

header

P.S. Hvis du er nysgerrig efter at arbejde mere med temaet om de egenskaber hos dig selv, du (ubevidst) forsøger at skjule, kan jeg røbe, at jeg om få dage afslutter min uddannelse til Shadow Facilitator – også kaldes skyggecoach.

Derfor er der en splinterny onlineworkshop i shoppen med titlen Spot din slankeskygge.

Læs om indholdet hér ->