I nogle perioder kører vores liv bare på skinner, og det er ingen sag at få handlet, lavet sundt mad, trænet og sovet tilstrækkeligt.

Men vi har også alle perioder, hvor livet IKKE kører på skinner. Hvor børnene vågner om natten, hvor vi har travlt på arbejdet, hvor vi har sygdom i familien – eller hvor vi bare i en periode har presset os selv for hårdt, så vi totalt mangler overskud til alt andet end de mest nødvendige gøremål.

Har du en plan B til de perioder? Har du en strategi til, hvordan du skal komme ud på den anden side med de gode vaner nogenlunde i behold?

For rigtig mange er det “enten/eller”. Enten kører både kost og træning, eller også går vi helt ned med pizza og totalt ligegyldighed. Vi gør det i virkeligheden, fordi vi er perfektionister, og fordi vi bilder os selv ind, at hvis vi ikke kan klare vores sunde livsstil perfekt, kan det hele være lige meget. Og vi mangler simpelthen en plan B. Den uperfekte plan, der ikke er så ringe endda.

Du er nødt til at have en plan B, for udfordrende perioder vil uværgeligt dukke op i alle menneskers liv. Og at falde helt tilbage i usunde vaner og droppe træningen fuldstændig, giver dig slet ikke mere energi og overskud. Tværtimod!

Min plan B er f.eks.:

✓ Færdigkøbte salatblandinger fra supermarkedet
✓ Snackgrønt (snackgulerødder, skoleagurker, cherrytomater, sukkerærter)
✓ Wokblandinger (med kylling og kokosmælk)
✓ Røget laks, rejer i lage, makrel i tomat, tun på dåse
✓ Frosne frikadeller
✓ Kød, fisk og fjerkræ, der bare skal steges på pande eller i ovn
✓ Færdige pestoer, hummus og dressinger
✓ Proteinboller fra Lidl med pålæg
✓ Take away fra Jensens Bøfhus eller Bones

Og ja, der er både mel i frikadellerne og sukker i dressingerne, og proteinbollerne er slet ikke optimale, men hvis alternativet er at spise pizza, er ovenstående altså virkelig gode løsninger i de uperfekte perioder.

I forhold til træning er min plan B typisk:

✓ Strækøvelser
✓ En kort gåtur
✓ 10 minutters fangeleg med børnene
✓ En enkelt styrkeøvelse på stuegulvet

Det er ikke perfekt, men det er bedre end ingenting!

Hvad er din plan B?