Jeg har længe lagt i ovnen til dette indlæg, men har ikke lige haft en ledig stund til at skrive det. Derfor er det måske ikke længere topaktuelt, men I slipper ikke!
Det drejer sig om den lavine af artikler og reportager i forskellige medier om ekstremt sunde forældre, der helt ubegrundet trækker deres  ekstreme kostvaner ned over hovedet på deres børn.

Debatten startede med en artikel/kommentar af dagplejemor Pernille Bendixen på www.denkorteavis.dk under overskriften: Dagplejemor: “Hvad stiller man op, når forældrene har fikse ideer om, hvad børnene må spise?”, hvor en dagplejemor beklagede sig over, at nogle af dagplejebørnenes forældre tvang hende til at give børnene gulerodssaft og glutenfri boller i stedet for hvedeboller med smør og æblejuice (arj, jeg kan næsten ikke skjule mit standpunkt!)

I artiklen konkluderer dagplejemoren, at det kan resultere i både underernæring og social ekskudering af børnene, når forældrene ”opdigter diagnoser” og derfor kræver særlig kost til deres børn.

Desuden bliver det mere end kraftigt antydet, at det drejer sig om forældre, der har læst Kernesund familie – sådan! og alene af den årsag udelukker både gluten og mælkeprodukter fra deres børns kost.

Okay, jeg ved næsten ikke hvor jeg skal starte!

For det første tror jeg, det er ufatteligt få mennesker, der læser Kernesund Familie – sådan! og efterfølgende beslutter at opdigte en diagnose for at ændre på fuldstændig sunde og raske børns kost. Men selvfølgelig kan jeg ikke udelukke, at de findes.

Til gengæld tror jeg, der er mange ulykkelige forældre til helbredsmæssigt udfordrede børn (med allergi, astma, fordøjelsesproblemer eller opmærksomhedsforstyrrelser), der afprøver, om en kostændring muligvis kan have en gunstig effekt.

Min egen søn kan ikke tåle mælk. Da han var lille fik han omgående udslæt rundt om munden, hver gang han indtog det, men det kunne ikke måles i lægens intolerencetest. Jeg har heldigvis aldrig oplevet modstand eller løftede øjenbryn, endsige krav om lægeerklæring, hverken i vuggestue eller børnehave, og jeg ville da have været utroligt ked af, hvis pædagogerne ikke havde været samarbejdsvillige.

Jeg har aldrig hørt min søn give udtryk for, at han følte sig ekskluderet eller udenfor (jeg tror, han er mere utilfreds med, at han er farveblind), ligesom han heller ikke undrer sig specielt over, at nogle af klassekammeraterne ikke spiser svinekød.

Jeg selv var også allergiker som barn, og i perioder testede vi udelukkelse af forskellige fødevarer – blandt andet mælk og farvestoffer. Jeg deltog i både weekendture og børnefødselsdage med mine alternative kostvaner, og det eneste tidspunkt, jeg kan huske, at jeg følte mig forkert, var, da min venindes far udbrød, at ”det da var noget pjat”.

Så måske vi skal overveje, at det også kan være andre voksnes holdning til børns særkost, der betyder, at barnet føler sig ekskluderet?

I mine 11 år som lærer i den danske folkeskole har jeg set et bredt udvalg af mælkesnitter, småkager, drikkeyoghurt og andre sukkerholdige fødevarer i børns madpakker, mens jeg er stødt på forsvindende få dadelkugler, glutenfri boller og flasker med gulerodsjuice.
Og jeg vil vove den påstand, at overvægt hos børn og unge påvirker dem ganske meget psykisk og socialt – måske endda mere end udelukkelse af visse fødevarer i kosten.

Derfor undrer det mig rigtig meget, at netop dette emne har fået så meget spalteplads. Overvægtige børns kostvaner er nærmest et tabu, som lærere, pædagoger, sundhedspersonale (og pressen) i hvert fald ikke skal blande sig i.

I stedet kører denne debat, nærmest som en “skræmmekampagne” for sundhed, så vi kan spise pizza med god samvittighed og blive enige om, ”at vi da heller ikke skal være for ekstreme”.

Forstå mig ret – jeg mener ikke, at en aktiv 10-årig skal have samme kost som en overvægtig kvinde på 40. Mine børn får både rugbrød, ris og kartofler (min søn i højere grad end min datter).

Men nogle gange er vi bare for hurtige til at dømme andre forældre, hvis de træffer nogle andre valg, end vi selv ville have gjort. Alle forældre vil det bedste for deres børn, og som oftest er der nok en grund til, hvis de ønsker særkost til deres barn. Det synes jeg, vi skal respektere og støtte dem (og hinanden) i.

Så kære dagplejemor,  “hvad stiller du op, når forældrene har fikse ideer om, hvad børnene må spise?” – mit bedste råd er at respektere (og støtte dem i) deres valg og stole på, at de vil deres børn det bedste!

Læs den oprindelige artikel hér.

Læs også socialforsker Ane Kathrine Gammelbys kommentar til artiklen hér.

Og skriv meget gerne din kommentar til emnet.