Bogen Ned i vægt med LCHF af diætisten Diana Kaiser udkom for nogle uger siden. Jeg har selv haft ganske mange kogebøger mellem hænderne og ser nok efterhånden med “lidt skarpe briller” på nye udgivelser, og jeg tænkte derfor, at det kunne være interessant at lade en “nybegynder” anmelde bogen.
Jeg satte min mor på sagen. Hun lever generelt sundt, og i mit barndomshjem var der både uhomogeniseret mælk og kefirsvampe på menuen, men hun sværger ikke til nogen bestemt kostretning, så hun fik fornøjelsen.
Her kommer hendes anmeldelse:
Ned i vægt med LCHF
“Ned i vægt med LCHF slankebog til nybegynderen inden for LCHF. Den er velegnet til den, der endnu ikke selv kan overskue at finde på opskrifter og til den, der ikke har eller behøver den store faglige viden.
Kort og præcist fortæller Diana Kaiser om gode og mindre gode kulhydrater, protein, og fedt og om kostretningens positive indvirkning på for højt kolesteroltal.
Bogen indeholder nemme og enkle kostplaner til 2 uger samt opskrifter inddelt i morgenmad, frokost, aftensmad og tilbehør.
Jeg kigger altid efter gode brøderstatninger, men det finder man ikke i bogen. Der er en opskrift på Oopsies, en lille ”kage” bestående af piskede æg, flødeost og salt. Jeg er vist ikke tilstrækkelig garvet til at opfatte dem som erstatning for brød, men jeg blev fristet af en opskrift på grøntsags”brød” med blomkål og broccoli.
Retterne i bogen er velkendte, nogle lidt gammeldags som for eksempel karrykål og mørbrad i baconsvøb, men der var også noget for mig helt nyt og lidt grænseoverskridende: Cordon bleu dyppet i æg og knuste flæskesvær! Det bliver det næste jeg skal prøve!
Kinaradiser lavet med fløde i stedet for kartofler, og pizzabund lavet af flødeost og æg glæder jeg mig også til at prøve.
Der er nogle få ”gode historier” fra klienter i bogen og ganske lidt om Diana og hendes familie. Diana har selv været svært overvægtig og lever efter LCHF principperne og hendes store børn spiser frivilligt efter samme koncept.
Generelt er Ned i vægt med LCHF nem at komme i gang med og nem at bruge.”
Ned i vægt med LCHF, Diana Kaiser, Politikens forlag, 250 kroner.
Bogen kan købes hér. Og Dianas egen hjemmeside med masser af opskrifter, kan du finde hér. Hvis du ikke har plads til flere kogebøger i reolen, så lån den på biblioteket.
Tak for hjælpen, mor 🙂