På mine onlineforløb handler de første par moduler om kosten og om at finde den kostsammensætning, der gør deltagerne mætte og glade, så de undgår sukkertrang.
Når kosten er på plads, begynder vi at arbejde med de mentale faktorer. Og her er selvkærlighed et af omdrejningspunkterne.
Hvis vi virkelig elsker os selv, behandler vi også os selv ordentligt. Hvis vi virkelig elsker os selv, overhører vi ikke vores egne behov for ordentlig mad, søvn, omsorg og kærlig opmærksomhed. Hvis vi virkelig elsker os selv opfylder vi vores behov i stedet for at “dulme” dem med mad og sukker.
Mange af os tror, at selvkærlighed automatisk følger med vægttab. Så når vi endelig har opnået drømmekroppen, vil vi automatisk elske os selv.
Og indtil da synes vi nærmest, det er i orden at hade os selv og vores krop lidt.
Nogle af os tror endda, at selvhad er en helt normal følelse.
Men faktisk er det lige omvendt! Vi kommer ikke til at elske os selv, selvom vi opnår den perfekte krop.
Selvkærlighed er en muskel, der skal trænes. Vi ved alle, at hverken six-pack eller baller af stål indfinder sig på vores kroppe, medmindre vi gør en særdeles aktiv indsats for at få det til at ske.
Og det samme er tilfældet med selvkærlighed. Den skal trænes – mindst lige så intensivt som ballerne!
Vi tror, vi bliver lykkelige, hvis vi bliver perfekte, men i virkeligheden bliver vi perfekte af at blive lykkelige.
Så start din selvkærlighedspraksis i dag:
Stil dig foran spejlet, kig dig selv i øjnene og sig højt til dig selv: “Jeg elsker dig! Du er præcis, som du skal være”. Gentag det hver eneste gang, du kommer forbi et spejl.
Måske har du meget stor modstand på sådan en øvelse. Prøv i så fald lige at mærke efter, hvad modstanden bunder i.
Måske synes du, det er urte-hippie-agtigt. Måske er det plat og fjollet.
Meget ofte vil din modstand skyldes, at du simpelthen har hadet og nedgjort dig selv så længe, at den selvkærlige praksis føles helt forkert. Du kan stå med en følelse af slet ikke at mene, hvad du siger.
Nogle af mine deltagere har grædt, når de skulle tale pænt til sig selv i spejlet. Nogle har måttet starte med at ligge under dynen og tale pænt til sig selv, fordi de ikke kunne rumme at have øjenkontakt med sig selv. Nogle har slet ikke kunnet få et ord frem, men har måttet starte med at tænke de pæne ting, senere hviske dem og efter en lang periode endelig kunne sige dem højt.
Hvis du har det sådan, er det en MEGET god grund til at komme i gang.
Du kan ikke hade dig selv til at blive en udgave af dig selv, som du kan elske. Du er nødt til at starte et sted!
Hvis vi fortæller børn, at de er smukke, dejlige, dygtige og elskelige, vokser de op og bliver selvstændige og selvsikre.
Hvis vi konstant kritiserer dem og taler grimt til dem, kan vi ødelægge dem for livet.
Hvorfor skulle det være anderledes med dig selv?
“Fake it till you make it”!
Hvis du hver dag siger pæne ting til dig selv i spejlet, vil du på et tidspunkt mærke en spirende følelse af at mene det. Og efterhånden vil du faktisk mene det – helt fra hjertet.
Hvordan taler du til dig selv og din krop? Og er du klar til at ændre på det?
Vil du høre mere fra mig?
Så tilmeld dig nyhedsbrevet (som du selvfølgelig når som helst kan afmelde igen).
Så får du også helt automatisk min lille e-guide med tips til vægttab og lækre opskrifter.
Tilmeld dig lige hér.
Vil du have fremtidige indlæg direkte i din indbakke?
Scroll helt ned på siden. I højre hjørne kan du indtaste din mailadresse – så bliver alle nye indlæg og opskrifter sendt direkte til dig.
Marchella Andersen
maj 20, 2015 -
Hej
Jeg vil gerne modtage dit nyhedsbrev.
Bedste hilsner
Marchella
Sofia
maj 21, 2015 -
Hej Marchella,
Du tilmelder dig lige her: https://wisebody.simplero.com/page/3021-ja-tak-tilmeld-mig-straks
Kærligst Sofia