Hyldeblomstsaft er en klassiker. Det er så skønt at synke ned på terrassen en varm sommerdag med et glas iskold saft, man selv har puslet om.
Min mand synes, det er “lidt for hipster” at lave sin egen hyldeblomstsaft, men jeg er åbenbart blevet så gammel, at jeg ikke rigtig ved, hvad han mener.
Saft uden tilsætningsstoffer, konserveringsmidler og sukker har ikke ret lang holdbarhed. Saften skal derfor opbevares på køl og drikkes inden for en uge. Hvis du ønsker længere holdbarhed, kan du tilsætte Atamon.
Saften kan naturligvis laves med almindelig sukker. Men du kan også bruge et hvilket som helst andet naturligt sødemiddel: Sukrin, Sukrin :1, Sukrin +, Stevia, Fibersirup clear, agavesirup eller hvad du end foretrækker.
For udseendets skyld vil jeg anbefale de farveløse typer sødning, da de brune giver en kedelig grumset saft.
Men bland endelig sødemidlerne. Hver især har de typisk en eller anden form for bismag eller eftersmag, men den bliver ikke så fremtrædende, når de blandes.
Sødemidlerne er naturligvis dyrere end sukker, men du kan eventuelt blot lave en sukkerreduceret udgave med en blanding af sukker og sukrin.


- 20-30 hyldeblomstskærme
- 2 økologiske citroner
- Sødning svarende til 500 gram sukker
- Eventuelt lidt revet ingefær
- 1 liter kogende vand
- Ryst hyldeblomstskærmene fri for snavs, og put dem i en stor gryde med låg.
- Skyl citronerne, skær dem i skiver og læg dem i gryden sammen med den type sødning, du foretrækker.
- Hæld kogende vand over, læg låg på gryden, og lad saften trække i køleskabet i 4 dage.
- Si saften, og hæld den på rengjorte flasker.
- Frys eventuelt saften i isterningbakker, så du kan tage et par tern op efter behov og blande med vand eller danskvand.

Vil du have mere inspiration?
Se alle mine e-bøger, online workshops, bøger og forløb hér ->
Vil du høre mere fra mig?
Tilmeld dig nyhedsbrevet, så du får min serie af e-mails med mine bedste råd til at få både en krop og et liv i balance.
Du får samtidig et gratis uddrag af min bog Sunde vaner Smuk figur.
Skal vi følges på de sociale medier?
Find mig på Facebook, på Instagram, på Twitter, på Pinterest og på You tube.