I går postede jeg dette indlæg på min Facebookside:

Det henviser til denne artikel om, at hver fjerde føler sig mere eller mindre forpligtet til at spise kage på arbejdet eller på studiet.

Socialpsykolog Torben Bechmann Jensen kom i artiklen med sit bud på, hvordan man bedst muligt kan sige nej til kage:

“Det bedste ville være, hvis du kunne tage en mellemvej ved kun at spise et lille stykke kage. Hvis du virkelig ikke vil spise kagen, skal det være fordi, der er opstået et akut problem, eller også skal din undskyldning være synlig for alle – som for eksempel, hvis du er meget tyk.

En mere legal undskyldning for ikke at sætte sine tænder i kagen er, hvis man siger, at man ikke kan tåle eksempelvis nødderne i kagen.”

Da jeg delte artiklen anfægtede jeg først og fremmest socialpsykologens holdning (som jeg stadig håber skyldes et fejlcitat), for jeg synes, det er helt misforstået, at vi skal vælge mellem at lyve eller at spise et stykke kage, som vi fortrækker at undvære.

Og jeg blev ret overrasket over kommentarerne til artiklen. Mit opslag endte med at komme ud til en del flere mennesker end min facebookside har følgere. Og det har selvfølgelig betydet, at mange af kommentarerne er fra mennesker, der ikke normalt læser med hos mig.

Kommentarerne gik nemlig ikke på min tekst om, at det burde stå enhver frit for – uden at forklare og uden at lyve. Næh, de gik primært på, om det overhovedet passede, at nogle mennesker føler sig pressede til at spise kage.

Der var masser af kommentarer i stil med: “Ha ha – jeg spiser kun kage på arbejdet, fordi I andre tvinger mig”, og det er selvfølgelig også helt legalt at have lidt spas i cyberspace.

Hvad der overraskede mig mere, var den store mængde kommentarer i stil med “Hvor svært kan det være at sige nej”.

Og disse kommentarer gjorde mig faktisk ked af det. Ikke på mine egne vegne, for jeg har intet problem med at sige nej, men på vegne af alle de mennesker, der dagligt kæmper med at ændre deres vaner.

Jeg har ganske ofte deltagere på mine vægttabsforløb, der fortæller om kommentarer som: ‘Det er jo ikke det ene stykke kage, du bliver tyk af’ eller ‘Det er et uheldig signal at sende til børnene, hvis du siger nej’.

Det kan være svært nok at sige nej i forvejen, og de er ofte i en sårbar situation og ønsker absolut ikke øget opmærksomhed på deres spisning, og så kan det godt føles lettere i situationen bare at spise kagen.

Og de går IKKE hjem og fralægger sig ansvaret for at have spist et stykke kage, som nogle af kommentarerne i tråden antyder. De går hjem og slår sig selv i hovedet med deres manglende rygrad og hader sig selv og deres krop en lille smule mere, end de gjorde i forvejen.

De mennesker har SÅ meget brug for et skulderklap og opbakning til at ændre på deres vaner, for det er svært nok for dem i forvejen. Og de øver sig hver dag i at sige nej.

Når jeg læser kommentarerne, får jeg indtryk af, at mange tror, at hvis de ikke selv kan genkende problemet, findes det ikke. Hvis de aldrig selv har følt sig presset til at gøre noget, de ikke har lyst til, kan der heller ikke være andre, der føler sådan.

At man aldrig selv har oplevet det, ændrer jo ikke på, at hver fjerde dansker FØLER sådan.

Jeg har i mange år haft lidt aparte kostvaner, og da jeg arbejdede som lærer, blev min mad ofte drøftet på lærerværelset. Jeg oplevede det kun som interesse og venlig opmærksomhed, så det har aldrig generet mig.

Men en af mine kolleger valgte at spise sin frokost et andet sted end på lærerværelset, fordi hun følte sig generet af kollegernes kommentarer.

At jeg ikke følte mig generet betyder jo ikke, at hendes følelser ikke eksisterede.

Jeg er også typen, der som regel tager det som en kompliment, hvis en fremmed råber “god røv” efter mig (indrømmet – det sker sjældnere og sjældnere med alderen), mens andre kvinder føler sig intimiderede og ubehageligt til mode.

Følelsen for de mennesker, der ikke bryder sig om opmærksomhed fra fremmede, er helt reel, og jeg har ingen ret til at gøre deres følelser forkerte med et “Årh, tag det da som en kompliment”.

(I den oprindelige tråd blev jeg skældt ud for at blande sex og kage sammen, fordi jeg skrev, at jeg synes, vi har ret til at sige nej til begge dele. Måske bevæger jeg mig også ud i farezonen hér.)

Så først og fremmest vil jeg egentlig gerne invitere til lidt større rummelighed. I stedet for at gøre hinanden forkerte, skulle vi så ikke hjælpe hinanden og bakke hinanden op? Og anerkende andres følelser, selvom vi ikke lige kan genkende dem fra os selv?

Og skulle vi ikke også bare lade folk sige nej tak – uanset om det drejer sig om kage, alkohol eller noget helt andet uden at forsøge at få dem til at ændre mening?

Så næste gang du oplever en kollega sige nej tak til kage (uanset om vedkommende er overvægtig eller ej), så giv vedkommende en high five og sig “godt gået”.

Og næste gang du oplever en kollega “nøde” en anden kollega, der allerede har sagt nej, så fortæl vedkommende, at han/hun bare selv kan tage to stykker kage og respektere andres valg.

Den næste tid vil jeg poste nogle kålopskrifter, der gudskelov ikke kommer ud til så mange mennesker i cyberspace!

Fredagskærlighed til jer alle fra hippie-Sofia 🙂

Vil du have mere inspiration?

Se alle mine e-bøger, online workshops, bøger og forløb hér ->

Vil du høre mere fra mig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, så du får min serie af e-mails med mine bedste råd til at få både en krop og et liv i balance. 

Du får samtidig et gratis uddrag af min bog Sunde vaner Smuk figur.

Du tilmelder dig hér ->

Skal vi følges på de sociale medier?

Find mig på Facebook, på Instagram, på Twitter, på Pinterest og på You tube.