Rigtig mange kvinder er kede af deres krop.
Derfor bruger vi både tid, penge og energi på at kæmpe mod kiloene, dellerne og appelsinhuden.
Vi kontrollerer vores kost i perioder for efterfølgende at falde i og overspise, og så sidder vi tilbage med den oppustede mave og den dårlige samvittighed.
Vi har så stort fokus på, hvor dejligt livet bliver, når vi har tabt de famøse overskydende kilo.
Så kan vi nemlig rejse på ferie og vise os i bikini, købe nyt og lækkert tøj, have mere sex, føle os attraktive når vi er på café med veninderne og så videre og så videre i en uendelighed.
Faktisk har mange af os brugt de sidste 10 år på at vente på den dag, hvor vi endelig er indehavere af vores drømmekrop.
Men drømmekroppen sidder faktisk ikke i kroppen – den sidder i hovedet.
Min smukke datter er teenager, og som alle teenagepiger er hun ofte usikker på sig selv og sit udseende.
Forleden dag var kun ked af det, og hun ønskede sig at være model-smuk, så hun aldrig behøvede at bekymre sig om sit udseende.
Jeg fortalte hende, at model-smukke piger føler sig akkurat lige så forkerte som alle andre. Og jeg brugte mig selv som eksempel.
Jeg viste hende tre billeder af mig selv, fra da jeg var 19 år gammel. Og jeg fortalte hende, at jeg på det tidspunkt kæmpede for at blive slankere og smukkere.
Hun kiggede vantro på mig. For jeg så VIDUNDERLIG ud på de billeder.
Du kan se det ene af dem hér:
Hvis vi tror, at det er tallet på vægten eller synet i spejlet, der afgør, hvorvidt vi er lykkelige, tager vi grusomt fejl.
Det helt afgørende og grundlæggende for vores lykke er, at vi behandler os selv ordentligt (og det gjorde jeg absolut ikke, dengang billederne blev taget).
Meget ofte starter vi det helt forkerte sted, når vi gerne vil tabe os. Vi tror nemlig, at drømmekroppen vil gøre os lykkelige.
Så vi kæmper mod os selv og vores behov. Vi pisker os selv til at fravælge, lide afsavn og undvære.
Vi straffer os selv for romkuglerne og croissanterne. Og det lykkes i en periode, indtil vi falder i… igen… For metoden virker ikke!
Du kan opdrage børn på flere måder:
Du kan slå, straffe og skælde ud, eller du kan rose, opmuntre og drage omsorg. Formodentlig kan du i et eller andet omfang få børn til at lystre på begge måder.
Men hvilket barn, tror du, bliver mest trygt, velfungerende og lykkeligt?
Og hvilken af metoderne har du hidtil brugt over for dig selv og din krop?
Helt ærligt?
Hvis du endnu ikke har fået de resultater, du ønsker dig, er det måske på tide at ændre strategi?
Din livsstilsændring skal være en kærlighedserklæring til dig selv. Din mad skal være en nydelse, din træning skal være en investering i en stærk og sund krop, du skal roses, elskes og drages omsorg for – af dig selv!
Jeg har altid deltagere på mine online vægttabsforløb, der afskyr deres kroppe. Som både finder dem grimme og ulækre. Og som synes, det er rigtig, rigtig svært at behandle deres krop kærligt og tale pænt til og om den.
I går skrev jeg inde i vores lukkede facebookgruppe, at det er vigtigt at huske, at mange af os har kritiseret vores krop så længe, at vi tror, det er sandheden, vi fortæller.
Vi har fortalt en løgn så mange gange, at vi tror på den. Og når vi prøver at fortælle os selv det modsatte, føles det som om, vi lyver.
Det kaldes hjernevask. Og det er sådan set rimelig brugt inden for både religion, militær og politik.
Er du en af dem, der tænker, at det dér selvkærlighed lyder superfint – for de mennesker hvis krop faktisk er værd at elske, skal du forestille dig, at du gennem 20 år er blevet hjernevasket af en religiøs sekt. En sekt der ikke på nogen måde gør dig lykkelig at være medlem af.
Hvis du skal være lykkelig, er du nødt til at slippe ud af sekten, og for at kunne det, må du “ophæve” den hjernevask, der er foregået i årevis.
Du er simpelthen nødt til at forstå, at alt det, du har troet på i alle de år, er løgn! Fra ende til anden!
Og du er nødt til at “lære” at tro på det modsatte. Ved at gentage sandheden for dig selv, selvom den føles som en løgn.
Fokusér på sunde tilvalg og nydelse i stedet for afsavn og straf.
Tal pænt til og om din krop.
På den måde får du en krop i balance. En tryg krop, der gerne vil samarbejde med dig. Og sådan en krop giver helt af sig selv slip på de overflødige kilo – i modsætning til en stresset og presset krop.
Og når du under dig selv det bedste, forsvinder lysten til at proppe dig selv med en hel pose kanelgifter. Simpelthen! Og det resulterer i vægttab!
Så min påstand er, at du ikke bliver lykkelig af at få din drømmekrop. Men du får din drømmekrop af at være lykkelig!
Kan du se forskellen?
Glæd dig over din krop – for lad mig være ærlig, med mindre du er 17 år, går det kun en vej fra nu af (sorry!)…
Tag udgangspunkt i, at du aldrig bliver smukkere end du er nu, for om ti år vil du ærgre dig over, at du spildte tiden på at være utilfreds.
Vil du have mere inspiration?
Se alle mine e-bøger, online workshops, bøger og forløb hér ->
Vil du høre mere fra mig?
Tilmeld dig nyhedsbrevet, så du får min serie af e-mails med mine bedste råd til at få både en krop og et liv i balance.
Du får samtidig et gratis uddrag af min bog Sunde vaner Smuk figur.
Skal vi følges på de sociale medier?
Find mig på Facebook, på Instagram, på Twitter, på Pinterest og på You tube.