Her på min side poster jeg den ene lækre opskrift på low carb brøderstatninger efter den anden, så det er jo nærliggende at tro, at man kan spise ad libitum af brød, så længe det blot er low carb, og stadig tabe sig. Men det er desværre ikke hele sandheden.

Hvis man gerne vil tabe fedt, bør kosten primært bestå af kød/fisk/fjerkræ og masser af grøntsager tilsat lidt fedtstof i form af nødder, kerner, avocado, oliven eller dip/dressing.

Nogle behøver ekstra fedtstof for at fungere optimalt, mens andre behøver en større andel af kulhydrater i kosten fra f.eks. frugt, bælgfrugter og rodfrugter – det er individuelt.

På denne måde får man en kost rig på vitaminer, mineraler og fedtsyrer, som kroppen behøver for at fungere optimalt, og det er denne kost, der giver det store og vedvarende vægttab.

Brøderstatninger er baseret på frø, nødder og kerner, der har et meget højt energiindhold – primært fra fedt, men også fra kulhydrat.

Desuden har brøderstatninger en kedelig tendens til at optage pladsen for kød og grønt.

Nærmest uden at opdage det falder vi ind i den gamle vane med at spise tre stykker brød til frokost med forskelligt pålæg (kødpålæg – bevares) og lidt tomat og agurk ved siden af. Og til morgenmad er det oplagt med et par stykker knækbrød i stedet for at stå og stege omelet.

Pludselig er vi ikke ret langt fra vores tidligere kostvaner, og vægttabet stagnerer. Og vi bliver frustrerede, for vi spiser jo low carb!

Hvis det vi gør ikke giver, de resultater vi ønsker, skal vi ændre strategi. Måske virkede brøderstatninger for dig i begyndelsen, og du er uforstående overfor, hvorfor de pludselig giver dig ekstra fedt på sidebenene.

Næsten alle mennesker vil tabe sig, når de fjerner ris, pasta, brød og sukker fra deres kost.

Low carb kosten mætter mere end en kost med et højt indhold af hurtige kulhydrater, og i begyndelsen går vægttabet hurtigt, hvilket er meget motiverende.

Efterhånden vænner kroppen sig til at undvære kulhydraterne, og vægten nærmer sig normalområdet. Det er naturligvis meget lettere at tabe sig fra 105 til 100 kilo i en fart end fra 65 til 60 kilo.

Nogle er så heldige, at de bliver ved med at tabe sig, selvom de spiser brøderstatninger og masser af fedt (og de behøver ikke læse dette indlæg), mens andre er nødt til at skære ned på fedtet – her er vi individuelle, og indimellem er vi nødt til at lege detektiver for at finde ud af, hvad vores krop trives bedst med.

Brug brøderstatningerne til en lækker sandwich eller burger engang imellem og måske til søndagsbrunchen, hvis du stadig har nogle kilo, du gerne vil være foruden.

Når du har den vægt, du ønsker, kan du spise dem oftere.

 

vægttabsforløb

 

Har du brug for inspiration til at komme i gang med en sundere livsstil?

Så se nærmere på mit 10-ugers online vægttabsforløb spækket med alle de redskaber, du behøver for at ændre livsstil – og fastholde den! 

 

Læs mere om forløbet og tilmeld dig lige hér.

 

Vil du høre mere fra mig?

Tilmeld dig nyhedsbrevet, så du får min splinternye serie af e-mails med mine bedste råd til at få både en krop og et liv i balance

Du får samtidig et gratis uddrag af min bog Sunde vaner Smuk figur.

Du tilmelder dig hér ->