Da jeg for nogle uger siden tog min fødevareintolerancetest i hjemme-udgaven, lovede jeg at give jer en opdatering.
Og som jeg egentlig godt vidste, er mælkeprodukter ikke noget for mig – og det var vel at mærke kun piskefløde og græsk yoghurt i madlavningen, jeg brugte.
Siden jeg er stoppet, er min hud blevet meget pænere, hvilket sjovt nok også skete sidst, jeg gjorde det, så jeg undværer mælk og finder alternativer. Og de findes!
Kokosmælken er virkelig blevet en fast ingrediens i min madlavning. Den øverste fede del, der ligger, når man åbner dåsen, erstatter fint græsk yoghurt i bagværk, og kokosmælk i al almindelighed giver samme cremede konsistens som piskefløde. I en krydret gryderet trænger kokossmagen ikke engang igennem.
Smør bruger jeg stadig, men det kan faktisk erstattes af kokosolie i bageopskrifterne. Det bliver selvfølgelig noget dyrere, men det smager fint.
Konsistensen bliver en smule sprødere end med smør, hvilket er fint i småkager, men i skærekager vil man jo ofte gerne have en lidt mere svampet konsistens. Men det kan altså sagtens lade sig gøre.
Til smoothies kan man lave sin egen mandelmælk, kokosmælk eller en kombination.
- 2 dl mandler
- ¾ l vand
- Et drys vaniljepulver
- Mandlerne lægges i blød natten over - eller hvor mang tid man nu har - og vandet hældes fra. Derefter blendes mandlerne vand og vanilje.
- Lad blenderen køre nogle minutter, og lad efterfølgende mandelmælken stå og trække et kvarters tid.
- Derefter sies pulpen fra i et klæde, og man har den dejligste mandelmælk.
- Kokosmælken laves med almindeligt kokosmel efter samme opskrift.
- Mandelpulpen kan bages ind i brød, bruges i kødsauce eller blandes med sukrin og kanel og tørres i ovnen et par timer på 125 grader. Så har man en lækker mysli eller mandelrasp til en æblekage.
Den opmærksomme læser vil huske, at testen også viste, at jeg ikke kunne tåle mandler, og det er helt korrekt.
Da jeg spiste mandler på daglig basis, havde jeg bare stoppet næse. Når jeg nu forsøger mig med dem efter 3 ugers pause, klør det i mine ører og mit svælg.
Forunderligt som man kan vænne kroppen til at blive udsat for noget, den ikke bryder sig om.
Så jeg selv nøjes med kokosmælk, men derfor skal I andre jo ikke snydes for dejlig mandelmælk.
Vil du høre mere fra mig?
Tilmeld dig nyhedsbrevet, så du får min splinternye serie af e-mails med mine bedste råd til at få både en krop og et liv i balance.
Du får samtidig et gratis uddrag af min bog Sunde vaner Smuk figur.