Timeglasmodellen er skrevet af den belgiske læge og forsker, Kris Verburgh.
Bogen udkom på dansk allerede i januar, og jeg havde den med på vinterferie i februar, hvor jeg læste den fra ende til anden på en dag.
Men selvom jeg syntes, den var superinspirerende, skulle der åbenbart en påskeferie til, før det lykkedes mig at få delt mine betragtninger.
Timeglasmodellen, der har solgt over 300.000 eksemplarer siden sin udgivelse, giver et indblik i, hvordan vores krops aldring påvirkes af den mad, vi spiser.
Baseret på store videnskabelige studier indenfor ernæring og ældningsprocesser præsenterer den 27-årige Kris Verburgh, der i øvrigt skrev sin første bog som 16-årig, sine tanker om, hvordan vi kan udskyde tegnene på alderdom og reducere risikoen for at udvikle en række alvorlige sygdomme ved at spise de rette fødevarer og udelukke andre.
Modellen giver et indblik i, hvilke fødevarer, der har en anti-aging-effekt, og hvilke fødevarer, der omvendt er med til at ælde din krop.
I bogen afliver Kris Verburgh en række myter om diæter og sundhed og dokumenterer, at vi i stedet for diverse slanke- og sundhedskure ganske enkelt skal spise de rette fødevarer og skære ned på andre for at opnå at blive en yngre og sundere udgave af os selv.
Principperne i bogen læner sig ret meget op ad low carb principperne – lige med undtagelse af forfatterens forkærlighed for havregrød.
Kris Verburgh skriver i et let forståeligt sprog, og jeg blev helt klart inspireret til at skrue op for den grønne te, den fede fisk og valnødderne.
Og så elsker jeg, at bogen også indeholder et helt kapitel om meditation.
Selvom vi godt ved, hvad det vil sige at leve sundt, er det altid dejligt at blive ekstra inspireret og motiveret, og det synes jeg bestemt, jeg blev af at læse Timeglasmodellen.
Bogen kan købes i (net)boghandleren) eller lånes på biblioteket, hvis du ikke vil investere i den.
Vil du høre mere fra mig?
Så tilmeld dig nyhedsbrevet (som du selvfølgelig når som helst kan afmelde igen).
Så får du også helt automatisk min lille e-guide med tips til vægttab og lækre opskrifter.
Tilmeld dig lige hér.
Vil du have fremtidige indlæg direkte i din indbakke?
Scroll helt ned på siden. I højre hjørne kan du indtaste din mailadresse – så bliver alle nye indlæg og opskrifter sendt direkte til dig.