En del mennesker frygter sult en lille smule.
Sult er jo grundlæggende en form for “sikkerhedsmekanisme”, så vi husker at spise og ikke dør af sult. Jo mere sultne vi er, des mere vil vi “arbejde for føden”.
Mange mennesker spiser, så snart de mærker sulten. I det øjeblik maven knurrer, finder de en snack frem for at dæmpe sulten.
Men vi skal huske, at sult er en forudsætning for, at vi kan nyde et måltid. Hvis vi ikke er sultne, nyder vi ikke i ret høj grad maden, uanset hvor lækker og velsmagende den er.
Jeg husker stadig med ærgrelse et måltid på en lækker restaurant i Flensborg med grillspyd og masser af lækre grøntsager, som jeg stort set ikke rørte, fordi jeg en time forinden havde spist det meste af en bøtte snacknødder fra Bordershoppen …
Vi skal altså være sultne for at kunne nyde maden, og jo mere sultne vi er, des mere nyder vi måltidet.
Når vi snacker eftermiddagen igennem, ødelægger vi faktisk vores appetit, så vi ikke rigtig nyder aftensmåltidet, og det kan resultere i, at vi føler os utilfredsstillede bagefter. Og så går vi igen i gang med at snacke …
Hvis du anskuer din sult som en forudsætning for nydelse, vil den være en kærkommen faktor frem for et uvelkomment irritationsmoment.
Når du mærker sulten, så glæd dig over den. Og glæd dig til dit næste måltid.
Sult kommer oftest i bølger, der varer et par minutter og derefter forsvinder igen.
En anden fordel er, at det faktisk er meget sjovere at lave mad, når man er sulten – netop fordi man glæder sig til måltidet.
Jeg vil gerne understrege, at jeg naturligvis ikke anbefaler, at du skal vente så længe med at spise, at du bliver svimmel og utilpas. Eller til dit blodsukker er så lavt, at du overspiser ved måltidet og slet ikke bliver mæt, før du har spist en plade chokolade.
Jeg mener bare, at du skal nyde din sult og glæde dig over den.
Er der kun en time eller to til næste måltid, så drik et kæmpe glas vand og husk dig selv på, at det er ok at være sulten, og at du rigtig skal nyde dit måltid om ganske kort tid.
Og del endelig dine erfaringer i kommentarfeltet, hvis det gør forskel for dig at elske din sult.
Har du generelt for stor appetit?
Se nærmere på min online workshop om appetitregulering, hvor du får alle mine bedste tips og redskaber til at spise mindre – helt uden at opdage det.
Læs mere om online workshoppen hér ->
Vil du have mere inspiration?
Se alle mine e-bøger, online workshops, bøger og forløb hér ->
Vil du høre mere fra mig?
Tilmeld dig nyhedsbrevet, så du får min serie af e-mails med mine bedste råd til at få både en krop og et liv i balance.
Du får samtidig et gratis uddrag af min bog Sunde vaner Smuk figur.
Skal vi følges på de sociale medier?
Find mig på Facebook, på Instagram, på Twitter, på Pinterest og på You tube.
Bente Jensen
nov 23, 2016 -
Jeg er sjældent sulten. Kan du forklare hvorfor?det er Ikke fordi jeg spiser mellemmåltider. Det er ik nødvendigt da jeg er mæt hele tiden. Jeg kan dog mærke hvis jeg trænger til mad, men er meget sjældent sulten. Har undret mig over det.
Sofia
nov 24, 2016 -
Vi mærker sult forskelligt. Nogle mærker det kraftigt i maven og får en stor trang til at spise, mens andre mærker det ved, at de bliver lidt matte og utilpasse som tegn på, at de skal spise.
Det er ikke forkert – det er bare den måde din krop kommunikerer på, og det er der sikkert mange, der vil misunde dig 🙂
Kærligst Sofia