Udvidelsen af sortimentet i low carb bageprodukter går nærmest så hurtigt, at jeg ikke kan følge med. Så bliv ikke stresset over, at der nu er endnu et lækkert fedtreduceret mel, du skal tage stilling til 😉

Det er hørfrømel, der er kommet på banen – lige i hælene på sesammelet. Det fedtreducerede hørfrømel indeholder 331 kalorier, 12 gram fedt, 6 gram kulhydrater, 28 gram protein og 40 gram kostfiber (!) pr. 100 gram.

Det har samme funktion som de andre fedtreducerede meltyper – og praktisk for de stakler, der ikke tåler mandler og kokos. Smagsmæssigt ligger dette mel i den “grove” ende ligesom det fedtreducerede sesammel.

Jeg synes, de to meltyper egner sig bedst til kiks, knækbrød og grovere brød, mens kokosmelet og mandelmelet er bedst  til kager. Jeg startede let ud med nogle kiks og blandede hørfrømelet med dette fedtreducerede mandelmel, der er billigere end det fra Funktionel mad. Kiksene blev gode!

 

Ingredienser:

50 gram smør

2 æg

2 spsk. oregano

2 tsk. salt

50 gram fedtreduceret hørfrømel

50 gram fedtreduceret mandelmel

2 spsk. FiberHusk

2 dl vand

 

Smørret smeltes og røres sammen med ægget. De tørre ingredienser blandes og røres i, hvorefter vandet tilsættes, og dejen røres til en ensartet masse. Er dejen for tør, tilsættes mere vand, hvis den er for våd tilsættes ekstra mel. Den rulles ud med kagerulle mellem to stykker bagepapir, ridses til små kiks og bages 45 minutter ved 160 grade.

 

Hvis du er nybegynder og er lidt forvirret over al den snak om fedtreduceret mel (hvorfor kan man ikke bare selv male sine hørfrø til mel?), så læs dette indlæg og få forklaringen.

 

 

 

Jeg har trukket lod om en flaske yaconsirup fra Lowcarbstore.dk blandt alle modtagere af mit nyhedsbrev. Tillykke til Karin, der blev den heldige vinder!