Jo mere jeg arbejder med kostvejledning, des mere sikker bliver jeg på, at vægttab (eller mangel på samme) ikke handler om, HVAD vi spiser, men derimod HVORDAN/HVORFOR vi spiser (jeg har nævnt det før, ikke?).

Jeg bliver irriteret, når jeg får skyld for at være en del af “kartoffel-hetzen”, for det er faktisk slet ikke min hensigt at fraråde folk at spise kartofler, majs, hummus og rodfrugter – jeg tror nemlig ikke på, at det er de fødevarer, vi tager på af. Det, jeg finder fantastisk ved low carb, er, at (noget af) stivelsen fra brød, ris, pasta (og jo – kartofler) skiftes ud med flere grøntsager – og ingen kan være uenige i, at gennemsnitsdanskeren ville have godt af at spise MANGE flere grøntsager. Det betyder ikke, at jeg fraråder alle at udelukke frugt, rodfrugter, bælgfrugter, kartofler, quinoa og brune ris. Forskellige forhold, blandt andet vores genetik, vores fedtprocent og vores aktivitetsniveau har indflydelse på, hvor meget kulhydrat, vi har behov for. Nogle har brug for ganske lidt kulhydrat, mens andre har brug for en hel del.

Det, vi tager på af, er vores uhensigtsmæssige spisemønstre – når vi spiser af andre årsager end sult. I de situationer spiser vi ting, der giver os en “comfort-food-effekt” – altså dulmer vores sorg, stress, rastløshed eller lignende. Og om vi vælger sukkerfri chokolade, peanutbutter, low carb kager eller en hel bøtte Ben & Jerrys gør ikke nødvendigvis forskel for vores vægt. For vi spiser det ikke med nydelse og opmærksomhed – vi spiser det for at dulme de uønskede følelser.

Vi spiser for hurtigt til rigtigt at nyde det, og mange gange spiser vi i smug – så går det ekstra hurtigt, for vi skal nå at spise det, før vi bliver opdaget. Vi er skamfulde over, at vi ikke kan kontrollere os selv, og bagefter har vi dårlig samvittighed over, at vi ikke kunne holde os til vores planlagte kostplan. Og vi fjerner beviset ved at gemme papir og poser af vejen nede i en tom konservesdåse (faktisk havde jeg engang en veninde, der gemte slikpapir i sit yngste barns bleer!).

Hvis vi vil ændre strategi, er vi nødt til at finde ud af, hvilke følelser vi spiser på. Men det er ikke det samme som altid at kunne undlade at gøre det. Derfor kunne en anden strategi være, altid kun at spise sammen med andre – og gøre det langsomt, opmærksomt og nydelsesfuldt. Lav en aftale med dig selv om, at du er bedre værd end at spise en hel pakke snøfler på vej hjem i bilen, men at du i hvert fald fortjener den i godt selskab, på en pæn tallerken med en kop kaffe til.

Sandsynligvis vil du både spise mindre af lækkerierne, og du vil have bedre samvittighed bagefter. Der er nemlig ikke noget galt med at spise usunde sager en gang imellem – det handler om, HVORDAN du gør det.

P.S.  Hanne, som deltager på mit onlineforløb, skrev i sidste uge:

“Jeg har haft en weekend, hvor ALLE muligheder for at sætte det hele over styr, var tilstede – overnattende gæster, fest i familien mv. Jeg har spist og drukket med god samvittighed, vel vidende at ikke det hele lå inden for rammerne, men har NYDT det og har IKKE siddet med dårlig samvittighed bagefter – og heri ligger den største forandring for mig. Tidligere ville der have været to scenarier: et hvor jeg forsøgte at undgå alt det “usunde” og brugte rigtig mange ressourcer på at diskutere med den indre “djævel” som forsøgte at overtale mig til at spise bare lidt af det fedende og søde – og som altid gik af med sejren, med efterfølgende følelse af at være mislykket, igen… Det andet scenarie var, at jeg simpelthen bare spiste løs, og spiste alt for meget alt imens jeg forsvarede mig med, at jeg ville tage mig sammen i næste uge og gå på kur. Resultatet var i den sidste ende det samme, følelsen af at være mislykket, for jeg overholdt jo ikke aftalen om kur bagefter

Nu nød jeg maden og det ene glas vin jeg havde LYST til, det bliver ikke længere til 2-3 glas fredag og lørdag af gammel vane og for hyggens skyld, men et glas der virkelig nydes – og jeg føler på ingen måde at jeg lider afsavn.”

Sejt, ikke? Hvis du gerne vil arbejde med DINE spisemønstre, så læs mere om mit næste forløb hér.