På mit online vægttabsforløb arbejder vi, ud over alle de fysiske faktorer som kost, træning og detox, også med alle de mentale forhindringer, der gør, at vi bliver ved med at falde i og ikke opnår de resultater, vi ønsker.

Her får du en lille smagsprøve om forskellen på sult og appetit.

De fleste af os spiser af og til af andre årsager end sult. Når vi er sultne, har vi lyst til rigtig mad, og i det tilfælde kan en god hakkebøf med en lækker råkost og en skefuld pesto stille sulten.

Men der er forskel på sult og appetit, og mange af os kender følelsen af at ”trænge” til noget – og det skal ikke være mad.

Det er i disse tilfælde, vi kaster os over dadler, peanutbutter, kerneknækbrød med smør eller lignende, og som regel ender vi også med at spise mere, end vi kan mærke, vi har brug for.

I det øjeblik vi spiser lækkerierne, føles det rart, men efterfølgende føler vi os overmætte og sidder tilbage med dårlig samvittighed.

For at ændre på dette spisemønster, skal vi først og fremmest blive klar over, hvorfor vi går i gang.

Og det gør vi som regel for at dulme nogle følelser, der desværre overhovedet ikke forsvinder sammen med mandlerne i glasset.

Derfor kan vi lige så godt fra første fæld gribe fat om nældens rod og rette fokus mod de følelser, der sætter vores uhensigtsmæssige spisemønstre i gang.

En af de klassiske årsager er ”trøstespisning”, hvor spisningen dulmer følelser som vrede, frygt, skam, sorg eller ensomhed.

Når du spiser, lægger du låg på følelserne – men de vender frygteligt tilbage oven i den dårlige samvittighed.

En af mine klienter fortalte om en episode, hvor hun havde været til frisøren, og prisen var blevet adskillige tusind kroner højere end forventet. Den første tanke, der strejfede hende, var at hun ville en tur forbi bageren.

Hun gjorde det ikke, men det er tankevækkende, at frustration, sorg og vrede med en sådan hastighed kan forvandles til trangen til at spise.

Giv plads til dine egne følelser: græd når du er træt, skæld ud når du er vred og sæt ord på din frygt.

Måske har du ikke lyst til at konfrontere folk med dine følelser, og så må du i stedet slå ned i en pude, skrive et brev eller skælde ud i spejlet.

Hovedsagen er, at du giver dig selv lov til at udtrykke dine følelser i stedet for at undertrykke dem.

Stress giver et forhøjet indhold i blodet af langtids-stresshormonet cortisol.

Det øger trangen til søde og fede sager, der giver dig en kortvarig følelse af lettelse og afslapning.

Når du er overmæt, bliver du træt og afslappet – måske endda søvnig. Men på længere sigt er det absolut klogest at ændre på de stressende faktorer i dit liv.

Bed din omgangskreds om hjælp, nedsæt dit ambitionsniveau, og læg en plan for, hvordan du på længere sigt kan reducere stressfaktorerne i dit liv.

Kedsomhed og rastløshed er også følelser, vi ofte forsøger at spise væk.

Vi kender vist alle følelsen af at sidde med en opgave, vi ikke rigtig gider og pludselig føle en akut trang til noget lækkert.

Find alternative løsninger, når du har brug for en pause eller går i stå foran computeren.

Dans f.eks. til dit yndlingsnummer eller løb en tur rundt om huset. Du vil helt sikkert arbejde mere koncentreret bagefter.

Første skridt på vejen til at ændre på vores uhensigtsmæssige spisemønstre er opmærksomhed på problemet.

Skriv ned, hver gang du er gået i fælden, hvad der udløste spisningen, hvilke hændelser og situationer der gik forud og hvordan du eventuelt kunne have opfyldt dine behov på en mere hensigtsmæssig måde.

Når du kan se et mønster, ved du, hvad du skal arbejde med.

 

 
Vil du have min lille e-guide med tips til vægttab og lækre opskrifter? Den kan du få helt gratis lige hér.
 

Vil du have fremtidige indlæg direkte i din indbakke?

Scroll helt ned på siden. I højre hjørne kan du indtaste din mailadresse – så bliver alle nye indlæg og opskrifter sendt direkte til dig.