4 x 15 minutters træning om ugen er nok!

En udtalelse der sikkert deler vandene. Måske tænker du “Fedt! Det er lige noget for mig”. Eller også tænker du “Arj, den må hun længere ud på landet med”.

I dag udkommer Anna Bogdanovas bog Skyhøj forbrænding, der giver dig 7 ugers helt simple kost- og træningsprogrammer, der beroliger dit nervesystem og stimulerer din forbrænding, så du får maksimal træningseffekt og kan spise efter kroppens behov uden at tage på.

I begyndelsen af bogen kan du teste dig selv og finde din forbrændingstype. Den optimale er type 3, hvor du er i balance og udnytter din energi optimalt, hurtigt opbygger muskler og let forbrænder fedt. Her kan jeg genkende mig selv i “gode perioder”, men jeg har også tendens til at snige mig over i en type 4, hvor kroppen er stresset af for meget træning og manglende restitution. En type 4 skal fokusere på restitution og stresshåndtering, og det ved jeg udmærket godt, men det er lige så udfordrende for mig, som det er for helt utrænede at gå i gang med et træningsprogram.

Første uge starter helt blidt med øvelser, der stimulerer nervesystemet og mere protein i kosten, og hver uge bliver programmet lidt mere udfordrende.

Jeg nåede lige at tænke, at jeg ville springe de to første (nemme) uger over og starte direkte på uge 3, før jeg læste sætningen “Tillad dig selv at slappe af og stole på processen”. Det er altid sjovt at kunne genkende sig selv, og det er virkelig på mange områder i livet min største udfordring!
Derefter tænkte jeg, at jeg da lige kunne kombinere træningsprogrammet med en let løbetur.

 

IMG_2140

 

Okay okay, Anna! Jeg skal nok rette ind og stole på dig! 😉

Træningsprogrammerne er på et niveau, så alle kan være med, så er du en af dem, der har svært ved at komme i gang men træningen, så kan du få gavn af bogen.

Og så er jeg rigtig potitivt overrasket over kostrådene i bogen – jeg troede nemlig, Anna var meget mere kulhydratliberal. Men jeg er fuldstændig enig med hende i hendes kostanbefalinger!

Du kan gratis downloade første kapitel af bogen på Annas hjemmeside, eller du kan købe bogen hos din (net)boghandler eller låne den på biblioteket.

I eftermiddag skal jeg til til Annas bogreception, og hvis der er Summerbird flødboller formet som baller, så lover jeg, I får en selfie, hvor jeg spiser tre-fire stykker 😉

Anna Bogdanova, Skyhøj forbrænding, Politikens forlag, Pris: 250 kroner

 

Skyhøj forbrænding - en anmeldelse - Lowcarb.dk