Min 10-årige datter vil gerne fortælle historien om, hvordag hun har oplevet forandringen fra almindelig sund kost til gluten- mælke- og sukkerfri modereret low carb-kost.

Da hun var lille, spiste vi almindelig, sund, fedtforskrækket mad. Pastasalater og risotto, naturligvis suppleret med frugt i lange baner og lidt grønt med en fedtfattig dressing. Hun lå lidt for højt på vægtkurven, var hele tiden sulten og var meget fokuseret på mad. Eksempelvis skulle de i børnehaven have “smør-selv-dag”, hvor hvert barn medbragte en ting til det fælles frokostbord. Da vi ankom til børnehaven om morgenen (medbringende makrel, da jeg pure nægtede at stå for det usunde), så hun en af kammeraterne og udbrød: Pålægschokoladen er kommet! Vi kan grine af det nu, men det er faktisk tragisk, at noget så banalt som et stykke pålægschokolade til frokost kan fylde så meget i et barns bevidsthed.

Jeg kæmpede i årevis for at holde hendes vægt nede, men det var svært. Hos legekammeraterne var usund eftermiddagsmad et tilbagevendende ritual, i børnehaven var der fast kagedag om fredagen (indtil jeg fik sat en stopper for det), og hos sin far fik hun lov at blande store poser svensk lösgodis, så der var nok til hele weekenden. Da hun kom hjem fra en uges juleferie hos sit fædrende ophav, klagede hun over, at hun ikke kunne mærke sine ben. Først blev jeg bekymret for, om det skyldtes noget alvorligt, men det viste sig, at hun på den uge havde taget 3 kilo på (10% af sin daværende kropsvægt), og at hendes jeans simpelthen stoppede blodomløbet i benene!

Jeg nægtede pure bare at lade stå til. Som lærer oplever jeg dagligt, hvordan overvægtige teenagere både fysisk og psykisk er belastede af deres overvægt, og jeg havde absolut ikke lyst til at se mit eget barn havne i den kategori. Samtidig måtte jeg stå model til himmelvendte øjne, når jeg forsøgte at argumentere for sundere kost i institutioner, hos legekammerater i farweekender og til fritidsaktiviteter. Eksempelvis forekom det mig helt absurd, at børnene til sidste gymnastiktræning før jul skulle have både juice, pebernødder, brunkager, chokoladenisser og (virkelig sløje) frugtkarameller. Men mange gange stod jeg helt alene med mine synspunkter, mens de andre forældres holdning var: Arh, den smule tager de vel ikke skade af… Jeg kan stadig forundres over, hvor stor forskel, der kan være på folks definition af begrebet “en smule”… Men dog er det min  oplevelse, at vi efterhånden er flere forældre, der gerne selv vil justere, hvor meget sukker vi fylder i vores børn og derfor mener, at skoler, institutioner og sportsforeninger skal blande sig uden om dette.

I sommeren 2010 holdt jeg op med at ryge, tog nogle kilo på og startede en lang rejse mod at finde den, for mig, optimale kostsammensætning, der kunne gøre mig mæt og tilfreds samtidig med at jeg kunne tabe et par en del kilo. For et års tid siden læste jeg Detox dit liv og Kernesund Familie-bøgerne og fjernede mælk, gluten og sukker fra min kost. Det er det bedste jeg nogensinde har gjort for min sundhed (måske bortset fra at holde op med at ryge)! Jeg fik det markant bedre på en række områder, men har haft meget svært ved at overvinde min fedtforskrækkelse, hvilket har haft negativ indvirkning på min mæthed og dermed min vægtregulering.

For omkring tre måneder siden kom min datter selv med forslaget om, at hun i en periode ville spise ligesom mig. Vores kroppe fungerer ret ens, og hun har ligesom mig et overfølsomt blodsukker. En flødebolle i skolen og hun græder hele eftermiddagen, hvorimod sønnike er af en anden støbning, der ikke interesserer sig ret meget for søde sager og ikke reagerer lige så voldsomt på kulhydrater.

Jeg blev voldsomt begejstret for hendes forslag, og jeg vidste ikke alle de sunde lækkerier, jeg skulle lave til hende – hun skulle i hvert fald ikke føle kostomlægningen som en straf.

Virkningen indfandt sig umiddelbart og overbevisende. Hendes humør, hendes energiniveau og hendes appetitregulering blev meget bedre, og de overskydende kilo forsvandt som dug for solen. Opmærksomhed, overskud og koncentration er i en helt anden liga, end det var før. Jeg behøver aldrig holde øje med hendes tallerken og fortælle hende, hvornår hun skal stoppe med at spise – nu kan hun selv mærke, at hun er mæt. Selv det sunde guf kan hun faktisk administrere og levner endda chokoladeis, når hun er mæt (det kunne visse andre lære noget af).

Men hvordan er så en sådan kostomlægning set med et af de stakkels heldige børns øjne? Prinsessen siger selv:

“I starten troede jeg ikke, jeg kunne lade være med at spise brød, mælk og sukker, men jeg havde alligevel lyst til at prøve i en måned, for jeg kunne mærke, at jeg ikke havde det så godt. Jeg havde svært ved at komme op om morgenen, blev nemt sur og skændtes med min mor. Det gik over allerede efter den første uge, og jeg fik det meget bedre. Nu er det nemt at komme op om morgenen, det er sjovt at gå i skole, og det er sjovt at gå til sport i fritiden. Jeg bliver slet ikke træt mere, og jeg elsker at være udendørs – før ville jeg bare se fjernsyn. Jeg tænker ikke specielt meget på mad længere – kun lige før jeg skal spise. Før tænkte jeg hele tiden på mad, og min mor var rigtig træt af det.

Mælk er ikke svært at undvære, men det er svært at undvære brød, for det elsker jeg, og alle andre spiser det hele tiden. Det brød min mor laver, smager ikke så godt som det “rigtige”. Slik og kage er mindre svært at undvære, for man kan lave en masse lækre ting, som jeg også kan spise. Ind imellem spiser jeg alligevel slik, og så bliver jeg sur, træt og irriteret på alle mennesker. Til sidst bliver det hele bare for meget, og jeg begynder at græde uden rigtig at kunne forklare hvorfor.

Nu spiser jeg æg, pølse, frugt og nødder til morgenmad. Til frokost får jeg forskelligt kød sammen med grønsagsstænger og dip. Til aftensmad spiser jeg næsten det samme som alle andre, bare ikke pasta – nogen gange spiser jeg kartofler, men ikke altid. Det er ind imellem lidt besværligt at være på besøg hos andre, når de spiser noget, som jeg ikke kan tåle. Så spiser jeg bare en lille smule af det, for jeg ved, at det ikke er godt for mig.

Jeg vil blive ved med at spise, som jeg gør nu, og sådan skal mine børn også spise. Hvis jeg spiser, som jeg gjorde før, er det jo ikke rart for nogen at være sammen med mig.”

Flowers & Trees